”Man skal stoppe mens legen er god”, skrev min veninde efter at hun var kommet hjem fra en fire måneders tur til Afrika. Nu er det mig, der skal stoppe legen efter knap 6 fantastiske måneder i Danmark. Det er så vemodigt! Selvfølgelig er det dejligt at komme hjem, og jeg glæder mig helt vildt meget til at se jer allesammen i Finland. Men jeg vil savne Danmark og mine danske venner så meget, at jeg ikke kan sætte ord på det. Jeg vil også savne min danske hverdag: At se Go’ Morgen Danmark i fjernsynet, spise økologisk müsli til morgenmad, smøre madpakke, høre dansk overalt og tale dansk til alle mennesker, jeg møder... Listen ville blive megalang, hvis jeg fortsatte.
Min anden udveksling i Danmark har været én af de bedste ting, som er sket i mit liv – og jeg tror, at jeg er blevet bedre til dansk. Nu kan jeg i hvert fald se (og forstå) Camilla Plum og Bonderøven uden undertekster – det kunne jeg ikke i januar, da jeg tog af sted. Men sandheden er, at når jeg bor i Finland igen, vil mit danske blive dårligere, og det gør mig så ked af det. Pludselig glemmer jeg ord, som jeg har kunnet, og udtalen bliver lidt svært, som om tungen ikke ville samarbejde med mig længere. Træls. Men jeg fortsætter at skrive blog, på dansk.
I dag kommer min far til Danmark og henter mig med bil. Vi kører til Frederikshavn i morgen og bliver der i to nætter. Så tager vi færgen til Göteborg og kører gennem Sverige til Stockholm og tager færgen hjem til Helsingfors på lørdag. Det bliver sikkert hyggeligt, men jeg glæder mig allerede til at flytte tilbage til Danmark en dag. Og når jeg gør det, vil jeg, at du Inge laver rødgrød til mig, og det skal være med fløde!
|
Er der så flotte regnbuer i Helsingfors? I øvrigt var regnbuens ende Rema 1000. |