Slik

Da jeg var lille og havde fået et par mønter fra mine bedsteforældre, brugte jeg mønterne oftest til bland-selv-slik, som jeg købte i den lokale kiosk. Der var næsten 30 forskellige slags slik, som man fik vælge imellem. Hver slikart havde et nummer, og man skulle fortælle ekspedienten, hvilket nummer man ville have og til hvor mange penge. Saltlakridser i form af hovedskal smagte bedst, men de var også dyre: Man kunne få to af dem til 1 mark. Guldbamser var billigste, dem fik man 10 af til 1 mark, og oftest kunne jeg godt finde på at vælge det billigste for at få mere slik. Jeg måtte jo ikke købe slik i kiosken, så jeg skulle altid være hurtig til at afskaffe bevismaterialet og spise slikket, før jeg nåede hjem.  

For et stykke tid siden læste jeg en artikel om finnernes sukkerforbrug i avisen Helsingin Sanomat. Ifølge artiklen er det voksne, der æder mest slik. Jeg giver avisen ret, fordi jeg tit ser voksne mennesker spise chokoladebarer eller bland-selv-slik i bussen efter arbejdsdagen. En gang var der en kvinde, der fangede min opmærksomhed, fordi hun slikkede sin slikkepind meget højlydt kl. 8 om morgenen, hvilken sund morgenmad!

I midten af 80’erne spiste finnerne cirka 7 kilo slik per år, i dag spiser finnerne næsten 15 kilo slik per år. Danskerne spiser nogenlunde det samme. Eftersom myndighederne er blevet bekymrede over slikforbruget i Finland (og eftersom staten mangler penge), er der blevet indført slikskat. Fra starten af 2012 har en 200 grams slikpose kostet cirka 20 cent mere end tidligere på grund af slikskatten. Man regner med, at staten tjener 185 millioner euro på slikskatten i 2012. Slikskatten betaler man kun af slik, dvs. chokolade, vingummi, bolsjer, lakrids mv. og ikke for eksempel af kiks. Staten mangler dog stadig penge, og sukkerskat, som også dækker kiksene, er under planlæggelse.

Jeg indrømmer, at jeg spiser alt for meget slik per år, sikkert lige så meget som en gennemsnitsfinne, og måske endnu mere. Derfor besluttede jeg mig for at ikke spise slik mellem starten af januar og starten af april. Det blev altså hele tre måneder uden slik. Det klarede jeg fint, der var kun et par gange, at jeg virkelig havde lyst til slik, men det var, da jeg så nogle andre spise slik. Nu i løbet af påsken har jeg sørget for, at mit årlige slikforbrug ikke bliver mindre end 15 kilo og har spist så mange chokoladeæg og så meget påskeslik, at jeg har haft vedvarende slikkvalme siden fredag. Det kan dog medbringe noget positivt, fordi jeg tror ikke, at jeg vil have lyst til særlig meget slik i de kommende måneder.

Jeg er glad for at brokke mig over produkter, der fejler noget. Når man gør det, plejer man at få noget kompensation. Disse chokoladebarer fik jeg efter at have brokket mig over M&M's, der ikke smagte, som de skulle.