Matos første udenlandsrejse

Der var en gang en orm. Han hed Mato (det betyder orm på finsk). Mato blev født i Grækenland, men blev smuglet til Finland, da han var helt lille og kan derfor ikke huske noget af rejsen. En dag, da Mato var blevet lidt større, rejste han mod syd, til Estland. Sådan en lille orm kunne ikke rejse alene, så han tog med sin ejer Suski og Suskis kammerater Jenny S. og Riikker.

Olipa kerran Mato. Mato syntyi Kreikassa, mutta ollessaan aivan pikkiriikkinen hänet salakuljetettiin Suomeen, mutta Mato ei muista matkasta paljon mitään. Kerran kun Mato oli jo kasvanut isommaksi, hän matkusti etelään, Viroon. Pienet madot eivät voi matkustaa yksin, joten Mato otti mukaan omistajansa Suskin sekä Suskin kaverit Jenny S:n sekä Riikkerin. 

Inden rejsen havde Mato skaffet sig et biometrisk pas.

Ennen matkaa Mato oli hankkinut itselleen biometrisen passin.

Færgen sejlede så tidligt om morgenen, at Mato blev nødt til at tage en lille lur og han drømte om en dejlig slurk cognac.

Laiva lähti niin aikaisin aamulla, että Maton oli otettava pikku päikkärit. Se näki unta pienistä konuhuikista.

Da Mato vågnede igen, var han frisk på at spille kort. Hans hjerme er bare så lille, at det næsten var umuligt for ham at forstå de komplicerede spilleregler.

Kun Mato taas heräsi, se alkoi pirteänä pelata korttia. Sen aivot ovat vaan niin pienet, ettei se ihan ymmärrä monimutkaisia korttipelin sääntöjä.

Der var lækre brandmænd ombord på færgen, men Mato var ikke interesseret i dem. Mato nøjedes med at nyde landskabet på dækket.

Laivalla oli hyvännäköisiä palomiehiä, mutta Mato ei ollut kiinnostunut niistä, vaan tyytyi ihailemaan maisemia kannelta.

”Hvad kunne man mon købe i Tax free butikken?” tænkte Mato.

”Mitähän Tax freestä voisi ostaa?” mietti Mato.

Mato og pigerne tog en gratis bus til købcentret Rocca al Mare. Mato var dog ikke interesseret i at shoppe, og hyggede sig ved at tegne i Suskis taske i stedet for. Han fik lidt kuglepen i ansigtet.

Mato ja tytöt menivät ilmaisella bussilla ostoskeskus Rocca al Mareen. Matoa ei kuitenkaan kiinnostanut shoppailla, joten se kulutti aikaansa piirtämällä Suskin laukussa. Mato sai vähän kuulakärkikynää naamaan.

Mato og Jenny S. elskede blomsterbutikkerne i Tallinn.

Mato ja Jenny S. tykkäsivät Tallinnan kukkakaupoista.

På vej hjem fik Mato smage Riikkers drink med en blinkende isterning.

Matkalla kotiin Mato sai maistaa Riikkerin drinkkiä, jossa oli välkkyvä jääkuutio.

 Om aftenen kom pigerne og Mato hjem til Helsingfors. Mato havde haft en hyggelig første udenlandsrejse.

Illalla tytöt ja Mato saapuivat kotiin Helsinkiin. Madolla oli ollut mukava ensimmäinen ulkomaanmatka.

Melodi Grand Prix

Lørdag den 26. maj var en dag, jeg længe siden havde noteret i min kalender. Efterhånden er det blevet en tradition, at jeg samles med nogle venner for at se Melodi Grand Prix finalen. Jeg havde forberedt mig til aftenen ved at tilbringe hele dagen i køkkenet. Til næste år kunne jeg overveje at være lidt mindre ambitiøs i forhold til menuen – man behøver ikke at lave alt helt fra bunden af. Den rigtige Melodi Grand Prix stemning havde jeg skabt ved at pynte stuen med europæiske flag. Desværre kan man ikke købe alle europæiske flag i Finland, så jeg måtte selv tegne de fleste af dem.

Mine venner og jeg gav også point til sangene i finalen. Vi gav point på en scala fra 1-5 til sangen  og også til artistens tøj og hår. Det var synd, at Finlands repræsentant ikke sang sig i finalen, og jeg var også ked af, at Israel, som måske havde årets bedste sang, ikke kom med i finalen. Vores yndlingssang i finalen var Party for Everybody af de søde bedstemødre fra Rusland, der fik 50 point fra os. På anden plads kom Danmark med 45 point, og jeg prøvede ikke engang at snyde med pointtællingen. Den tredje højeste score fik Tyskland med 44 point.

Men i virkeligheden var det altså Sverige, som vandt og blev én af de fire lande, der har vundet Melodi Grand Prix hele fem gange. De andre lande er Storbritannien, Frankrig og Luxembourg. Irland har vundet 7 gange. Finland til gengæld har været sidst i konkurrencen hele 8 gange! For 45 år var Finlands bedste placering nummer 7, og man lavede jokes om, at det er nemmere for helvedet at fryse til end for Finland at vinde MGP. Finske tidsskrifter og aviser skrev år efter år om gentaget skuffelse over konkurrencen, og oftest skammede finnerne sig over artisten, som havde dummet sig på scenen ved at tabe. Jeg skammede mig i starten af 2006, da jeg hørte, at Lordi vil repræsentere Finland i Melodi Grand Prix. Og jeg troede aldrig, at de ville vinde. Men det gjorde de, og mit skam forvandledes til stolthed. Endelig tog Finland den længe eftertraktede sejr.

Efter 2006 er det igen gået ret dårligt for Finland. To gange har vi slet ikke været med i finalen. I aften prøvede jeg at lave en top 10 liste over finske sange i MGP, men jeg lykkedes kun at liste 5 sange, som jeg virkelig synes er nogenlunde gode. Hard Rock Hallelujah er ikke med på listen. Så måske har Finland klaret sig så dårligt, fordi vores sange simpelthen har været så dårlige.

Mine top 5 finske sange i MGP

1.      Paradise Oscar: Da da dam (2011)
2.      Waldo’s People : Lose Control (2009)
3.      Marion: Tipi-tii (1962)
4.      Pernilla Karlsson: När jag blundar (2012)
5.      Monica Aspelund: Lapponia (1977)

Det er ikke kun mig, der synes, at Finlands sange har været dårlige. En finsk artist, Jari Sillanpää, har nemlig lavet den ”perfekte Melodi Grand Prix sang”, som er baseret på andre MGP-sange. Men sangen deltog aldrig i den nationale MGP, så vi kan ikke vide, om den havde medbragt en anden sejr til Finland. Åbenbart ikke.  

Til næste år håber jeg at kunne se Finland i finalen. Det bliver spændende at se, hvor Melodi Grand Prix arrangeres næste gang. Vi ved, at finalen finder sted den 18. maj 2013 i Sverige, men vi ved ikke, i hvilken by. Jeg gætter på Göteborg eller Malmö.

P.S. Mens jeg de sidste par uger har hørt utrolig mange gamle MGP-sange på Youtube, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til, at refrænet på Norges vindersang fra 1985 er næsten ens med refrænet på Danmarks sang fra året før. Måske kan det kaldes for nordisk samarbejde.

Galna Dagar

Flere hundrede mennesker står i flokke ved indgangene. Når dørene bliver åbnet, løber folk ind, og menneskeflokkene forsvinder på et øjeblik. Disse folk står ikke i kø til en rockkoncert, de skal på Galna Dagar (=Gale Dage) i Stockmann. To gange om året sælger det finske stormagasin masser af nedsatte varer fra slik til flyvebilletter i løbet af fem dage. Man skal ikke spørge, hvorfor det hedder Galna Dagar, det forstår man nok, når man går ind i storemagasinet: Finnerne er blevet helt gale.

De første Galna Dagar fandt sted i Stockmann i Åbo i 1986. Arrangementets symbol er den gule farve og gule spøgelser. I byen er det nemt at se, hvem der har været på Galna Dagar, når folk går med gule plasticposer i hånden. Den gule farve kombineres med billige priser, og det er også derfor, at mange discountbutikker, blandt andet Netto og den finske Alepa, bruger gult. Et par dage før Galna Dagar begynder, får Stockmanns stamkunder en tyk katalog over de nedsatte varer med posten. De almindelige kunder må selv hente deres katalog fra Stockmann. Når man har studeret katalogen grundidgt igennem, ved man, hvad man vil have, og man kan begynde at tænke på, hvilken indgang der er tættest på den afdeling, hvor produktet befinder sig. Og når dørene åbnes klokken 8 om morgenen, løber man om kap med de andre ivrige kunder til den bestemte afdeling.

På Galna Dagar kan folk ikke opføre sig ordentligt. Man skal være beredt på alt, når folk viser deres sande natur. Hvis du står foran et spejl med et stykke tøj og ikke laver beslutningen om at købe produktet med det samme, er det ikke usædvanligt, at nogen spørger dig, om du virkelig tænker at købe produktet, eller må den, der spørger, få produktet. Det er også mange, der har lagt mærke til, at det er smart at bruge albuerne for at komme frem i menneskemylderet. Når de mest populære størrelser er ved blive udsolgt, er der nogle frække mennesker, der tager tøj fra andre kunders hænder. Det skete en gang til mig, da jeg ville købe en læderjakke. Jeg havde lige fået fat på en jakke i størrelse small, da en kvinde fra den anden side af tøjstativet rev den fra mine hænder. Og det var den sidste gang, jeg så den jakke. Jeg skulle nøjes med én i størrelse medium, fordi jeg absolut måtte have jakken. Dette skete for tre år siden. Nu hænger læderjakken på en bøjle. Jeg har brugt den et par gange i 2009, men gider ikke at have den på mere, fordi den er for stor. Galna Dagar er, som Charles Darwin skulle sige, de stærkestes overlevelse: Dem, der er frækkeste, klarer sig bedst og får de nedsætte varer, som de havde set i katalogen.

I år købte jeg sorte læderhandsker og en lampefod på Galna Dagar. (Ved siden af lampen er min plante, som sandsynligvis dør på noget tidspunkt i den nærmeste fremtid, fordi jeg ikke ved, hvor meget og hvor ofte den skal have vand.)

Slik

Da jeg var lille og havde fået et par mønter fra mine bedsteforældre, brugte jeg mønterne oftest til bland-selv-slik, som jeg købte i den lokale kiosk. Der var næsten 30 forskellige slags slik, som man fik vælge imellem. Hver slikart havde et nummer, og man skulle fortælle ekspedienten, hvilket nummer man ville have og til hvor mange penge. Saltlakridser i form af hovedskal smagte bedst, men de var også dyre: Man kunne få to af dem til 1 mark. Guldbamser var billigste, dem fik man 10 af til 1 mark, og oftest kunne jeg godt finde på at vælge det billigste for at få mere slik. Jeg måtte jo ikke købe slik i kiosken, så jeg skulle altid være hurtig til at afskaffe bevismaterialet og spise slikket, før jeg nåede hjem.  

For et stykke tid siden læste jeg en artikel om finnernes sukkerforbrug i avisen Helsingin Sanomat. Ifølge artiklen er det voksne, der æder mest slik. Jeg giver avisen ret, fordi jeg tit ser voksne mennesker spise chokoladebarer eller bland-selv-slik i bussen efter arbejdsdagen. En gang var der en kvinde, der fangede min opmærksomhed, fordi hun slikkede sin slikkepind meget højlydt kl. 8 om morgenen, hvilken sund morgenmad!

I midten af 80’erne spiste finnerne cirka 7 kilo slik per år, i dag spiser finnerne næsten 15 kilo slik per år. Danskerne spiser nogenlunde det samme. Eftersom myndighederne er blevet bekymrede over slikforbruget i Finland (og eftersom staten mangler penge), er der blevet indført slikskat. Fra starten af 2012 har en 200 grams slikpose kostet cirka 20 cent mere end tidligere på grund af slikskatten. Man regner med, at staten tjener 185 millioner euro på slikskatten i 2012. Slikskatten betaler man kun af slik, dvs. chokolade, vingummi, bolsjer, lakrids mv. og ikke for eksempel af kiks. Staten mangler dog stadig penge, og sukkerskat, som også dækker kiksene, er under planlæggelse.

Jeg indrømmer, at jeg spiser alt for meget slik per år, sikkert lige så meget som en gennemsnitsfinne, og måske endnu mere. Derfor besluttede jeg mig for at ikke spise slik mellem starten af januar og starten af april. Det blev altså hele tre måneder uden slik. Det klarede jeg fint, der var kun et par gange, at jeg virkelig havde lyst til slik, men det var, da jeg så nogle andre spise slik. Nu i løbet af påsken har jeg sørget for, at mit årlige slikforbrug ikke bliver mindre end 15 kilo og har spist så mange chokoladeæg og så meget påskeslik, at jeg har haft vedvarende slikkvalme siden fredag. Det kan dog medbringe noget positivt, fordi jeg tror ikke, at jeg vil have lyst til særlig meget slik i de kommende måneder.

Jeg er glad for at brokke mig over produkter, der fejler noget. Når man gør det, plejer man at få noget kompensation. Disse chokoladebarer fik jeg efter at have brokket mig over M&M's, der ikke smagte, som de skulle.