Galna Dagar

Flere hundrede mennesker står i flokke ved indgangene. Når dørene bliver åbnet, løber folk ind, og menneskeflokkene forsvinder på et øjeblik. Disse folk står ikke i kø til en rockkoncert, de skal på Galna Dagar (=Gale Dage) i Stockmann. To gange om året sælger det finske stormagasin masser af nedsatte varer fra slik til flyvebilletter i løbet af fem dage. Man skal ikke spørge, hvorfor det hedder Galna Dagar, det forstår man nok, når man går ind i storemagasinet: Finnerne er blevet helt gale.

De første Galna Dagar fandt sted i Stockmann i Åbo i 1986. Arrangementets symbol er den gule farve og gule spøgelser. I byen er det nemt at se, hvem der har været på Galna Dagar, når folk går med gule plasticposer i hånden. Den gule farve kombineres med billige priser, og det er også derfor, at mange discountbutikker, blandt andet Netto og den finske Alepa, bruger gult. Et par dage før Galna Dagar begynder, får Stockmanns stamkunder en tyk katalog over de nedsatte varer med posten. De almindelige kunder må selv hente deres katalog fra Stockmann. Når man har studeret katalogen grundidgt igennem, ved man, hvad man vil have, og man kan begynde at tænke på, hvilken indgang der er tættest på den afdeling, hvor produktet befinder sig. Og når dørene åbnes klokken 8 om morgenen, løber man om kap med de andre ivrige kunder til den bestemte afdeling.

På Galna Dagar kan folk ikke opføre sig ordentligt. Man skal være beredt på alt, når folk viser deres sande natur. Hvis du står foran et spejl med et stykke tøj og ikke laver beslutningen om at købe produktet med det samme, er det ikke usædvanligt, at nogen spørger dig, om du virkelig tænker at købe produktet, eller må den, der spørger, få produktet. Det er også mange, der har lagt mærke til, at det er smart at bruge albuerne for at komme frem i menneskemylderet. Når de mest populære størrelser er ved blive udsolgt, er der nogle frække mennesker, der tager tøj fra andre kunders hænder. Det skete en gang til mig, da jeg ville købe en læderjakke. Jeg havde lige fået fat på en jakke i størrelse small, da en kvinde fra den anden side af tøjstativet rev den fra mine hænder. Og det var den sidste gang, jeg så den jakke. Jeg skulle nøjes med én i størrelse medium, fordi jeg absolut måtte have jakken. Dette skete for tre år siden. Nu hænger læderjakken på en bøjle. Jeg har brugt den et par gange i 2009, men gider ikke at have den på mere, fordi den er for stor. Galna Dagar er, som Charles Darwin skulle sige, de stærkestes overlevelse: Dem, der er frækkeste, klarer sig bedst og får de nedsætte varer, som de havde set i katalogen.

I år købte jeg sorte læderhandsker og en lampefod på Galna Dagar. (Ved siden af lampen er min plante, som sandsynligvis dør på noget tidspunkt i den nærmeste fremtid, fordi jeg ikke ved, hvor meget og hvor ofte den skal have vand.)

Slik

Da jeg var lille og havde fået et par mønter fra mine bedsteforældre, brugte jeg mønterne oftest til bland-selv-slik, som jeg købte i den lokale kiosk. Der var næsten 30 forskellige slags slik, som man fik vælge imellem. Hver slikart havde et nummer, og man skulle fortælle ekspedienten, hvilket nummer man ville have og til hvor mange penge. Saltlakridser i form af hovedskal smagte bedst, men de var også dyre: Man kunne få to af dem til 1 mark. Guldbamser var billigste, dem fik man 10 af til 1 mark, og oftest kunne jeg godt finde på at vælge det billigste for at få mere slik. Jeg måtte jo ikke købe slik i kiosken, så jeg skulle altid være hurtig til at afskaffe bevismaterialet og spise slikket, før jeg nåede hjem.  

For et stykke tid siden læste jeg en artikel om finnernes sukkerforbrug i avisen Helsingin Sanomat. Ifølge artiklen er det voksne, der æder mest slik. Jeg giver avisen ret, fordi jeg tit ser voksne mennesker spise chokoladebarer eller bland-selv-slik i bussen efter arbejdsdagen. En gang var der en kvinde, der fangede min opmærksomhed, fordi hun slikkede sin slikkepind meget højlydt kl. 8 om morgenen, hvilken sund morgenmad!

I midten af 80’erne spiste finnerne cirka 7 kilo slik per år, i dag spiser finnerne næsten 15 kilo slik per år. Danskerne spiser nogenlunde det samme. Eftersom myndighederne er blevet bekymrede over slikforbruget i Finland (og eftersom staten mangler penge), er der blevet indført slikskat. Fra starten af 2012 har en 200 grams slikpose kostet cirka 20 cent mere end tidligere på grund af slikskatten. Man regner med, at staten tjener 185 millioner euro på slikskatten i 2012. Slikskatten betaler man kun af slik, dvs. chokolade, vingummi, bolsjer, lakrids mv. og ikke for eksempel af kiks. Staten mangler dog stadig penge, og sukkerskat, som også dækker kiksene, er under planlæggelse.

Jeg indrømmer, at jeg spiser alt for meget slik per år, sikkert lige så meget som en gennemsnitsfinne, og måske endnu mere. Derfor besluttede jeg mig for at ikke spise slik mellem starten af januar og starten af april. Det blev altså hele tre måneder uden slik. Det klarede jeg fint, der var kun et par gange, at jeg virkelig havde lyst til slik, men det var, da jeg så nogle andre spise slik. Nu i løbet af påsken har jeg sørget for, at mit årlige slikforbrug ikke bliver mindre end 15 kilo og har spist så mange chokoladeæg og så meget påskeslik, at jeg har haft vedvarende slikkvalme siden fredag. Det kan dog medbringe noget positivt, fordi jeg tror ikke, at jeg vil have lyst til særlig meget slik i de kommende måneder.

Jeg er glad for at brokke mig over produkter, der fejler noget. Når man gør det, plejer man at få noget kompensation. Disse chokoladebarer fik jeg efter at have brokket mig over M&M's, der ikke smagte, som de skulle.