Forår

For mig er der tre ting, der kendetegner forår: Solskin, solbriller og Melodi Grand Prix. Alle, som bor i Finland og er trætte af is og sne, kan springe de næste linjer over, for jeg vil prale med det dejlige vejr, det har været i Aarhus i den forløbne uge. Solen har skinnet hver dag, og jeg har fået de første fregner på kinderne. I går så jeg to sommerfugle – et sikkert forårstegn! Til foråret hører også sneakers, og i sidste uge købte jeg de fedeste Hummel sneakers, som fandtes i butikken, billedet taler nok for sig selv.

Forår betyder desværre også, at de gale fugle er kommet tilbage i dammen i Universitetsparken. De er nogle hellige fugle, fordi der blev advaret på et infomøde for udvekslingsstuderende: ”If you hurt the birds, you will get expelled”, men hvad hvis fuglene gør mig noget?! Specielt mågerne ligner alt for meget Fuglene fra Hitchcocks gyserfilm.

Melodi Grand Prix finder sted først i maj, men jeg begynder at forberede mig til konkurrencen i god tid ved at lytte til årets (og også de tidligere årenes) melodier. Jeg synes, at Finland har en overraskende god sang (Paradise Oskar: Da da dam) i år, så jeg er glad for, at jeg ikke bliver nødt til at skamme mig over mit fædreland i år. Jeg synes faktisk, at Finland har en chance til at komme med i finalen, men vi sejrer ikke. Jeg tror heller ikke, at Danmark vil tage sejren i år. Danmarks sang (A Friend in London: New Tomorrow) har en fængende refræn, lige præcis som en Melodi Grand Prix vindersang skal have, men sangen mangler noget, som kunne adskille den fra de andre sange.

I den forløbne uge har de danske medier gjort meget opmærksom på sund kost. Brugsens kostpyramide, som publiceredes i 1976, er blevet lavet om, og grøntsagerne er rykket ned til bunden af madpyramiden, mens ris og pasta er flyttet fra bunden til midten af pyramiden. Det er vigtigere at spise grøntsager end frugter, og man skal spise mindst 300 gram grøntsager hver dag, helst de grove, fx gulerødder og broccoli.

http://www.madpyramiden.dk/

Det er selvfølgelig lidt træls, at kage ikke er kommet med i madpyramiden, ikke engang på toppen. Jeg synes, at ”A balanced diet is a piece of cake every day”, og det synes også danske skoleelever, som ifølge undersøgelserne spiser alt for usundt. Hvis de ikke har madpakke med, gider de ikke at købe sund mad fra skoleboden, men de tager til bageren. Og selv om de havde madpakke med, tager de til bageren, og smider madpakken væk. I Finland får eleverne skattebetalt, varm skolemad hver dag. At indføre det finske system i de danske skoler ville være et meget besværligt projekt med hidsige debatter om forældrenes ret til at vise kærlighed til børnene ved at smøre madpakke. Det ville også koste en del penge. Jeg synes, at man burde begrænse elevernes udgangstilladelse i frokostpausen, så at de simpelthen ikke fik lov til at forlade skolens område og have mulighed for at købe slik og kage. Samtidig burde man satse endnu mere på madpakkerne og gøre dem mere spændende og varierende. Og hvis det nu er kage, som skoleeleverne er ude efter, så kunne man ikke putte et lille stykke kage eller lidt kiks i madpakken en gang i mellem? Så ville ”desserten” i madpakken opfordre eleverne til at spise de sunde madder og frugter og grøntsager. Eller så er jeg alt for godtroende, og eleverne ville kun spise kagen og smide resten af madpakken væk på vej til bageren.

I fredags hyggede jeg mig på universitetet, ikke på biblioteket, men på fredagsbar. Det føles stadig lidt skørt at sidde på universitetets lokaler midt på dagen og drikke øl og drinks, men det gør man i Danmark. Og nu er jeg blevet bekendt med brandbil, en drink med Jägermeister og Rød sodavand. Såvidt jeg ved, har vi ikke drinken i Finland, endnu. Men jeg importerer den snart til Finland! Fredags-hyggen blev dog afbrudt, da jeg skulle hjem og få besøg af viceværten, som dog aldrig kom forbi. Jeg har nemlig ikke fået varmt vand siden torsdag aften. Det har heller ikke nogen anden i huset, men mine naboer virker være ligeglade med varmt vand. Måske er det her et eksempel på en negativ side af den danske afslappethed. Så vi kører bare med lunkent vand!

P.S. I næste blog vil jeg fortælle om den bedste madpakkeoplevelse nogensinde!

IKEA

I 2010 publicerede Ud & Se, DSB’s månedlige magasin, en artikelserie om historier om livet i Danmark. Den første artikel handlede om danskernes nationalpålæg, leverpostej, og den anden om det svenske møbelvarehus IKEA. Ifølge artiklen betragter mange danskere IKEA som en integreret del af den unikke danske forbrugskultur. Jeg kan give artiklen ret bare ved at kikke rundt i min danske lejlighed: Tæpper, kommoder, service og tekstiler, som min udlejer har købt i IKEA. Ifølge en meningsmåling, lavet i 2010, var IKEA den mest besøgte attraktion i Aarhus med 2,5 millioner besøgende. Næsten 75 procent af aarhusianerne havde besøgt varehuset indenfor det seneste år, da knap 30 procent havde besøgt Aarhus Teater. IKEA tiltrækker flere udenbys besøgende end fx Kunstmuseet ARoS eller Den Gamle By.  

Trods de mange besøgende har jeg aldrig helt kunnet forstå, hvad IKEA tjener sine penge på. En del af produkterne (måske alle produkterne?) produceres i Asien, men der er også andre møbelbutikker, der gør det. Måske er det bare, fordi IKEA sælger så store mængder af ting i så mange lande. Et besøg i IKEA får dig til at tænke, at du har brug for alle mulige mærkelige ting fra vandplanter til opbevaringskurve i forskellige størrelser. Når du endelig finder din vej til kassen, har du den gule IKEA-pose fyldt med unødvendige ting. Turen kan også blive et rent helvede, hvis du ikke finder de ting, du ville købe, fordi de er udsolgte. Så forlader du butikken sur med ting, du ikke engang skulle købe. Den danske sanger Thomas Holm har skrevet en sjov, men meget realistisk, sang om IKEA: 

Trods alt lavede jeg en tur i IKEA med en veninde i tirsdags, for der var et par småting jeg skulle have. Jeg skulle bare have en dørmåtte og et lagen, men jeg købte også en fnugrulle og et duftlys. I øvrigt er dørmåtten helt ubeskrivelig grim, men den kostede kun 5 kroner, så jeg tror, at jeg kan live med den. Til en IKEA-tur hør også et besøg på varehusets restaurant, helst lige i starten af turen for at man orker at gå rundt i butikkens labyrintagtige korridorer og bære den propfyldte IKEA-pose. På restauranten fik jeg kødboller med kartoffelmos og tyttebærsyltetøj. Det smager altid så nostalgisk og minder mig om sommerferien, da jeg var lille og rejste til Åland med min familie og spiste kødboller på færgens café. Jeg må altså sige, at IKEA-turen denne gang var meget hyggelig i godt selskab og med god mad, så jeg kommer nok i IKEA igen!

En anden nostalgisk handling forbundet med IKEA-turen var busbilletten: Et klippekort af pap – en af de små glæder i min danske hverdag. I busserne bruger man altså ikke nogle elektroniske rejsekorte, ligesom man gør i Finland. Jeg har set ”bippekorte” på Fyn i sommer, og man har også prøvet dem på Sjælland, men her i Aarhus har man enten periodekort med sit eget billede på eller klippekort med 10 klip, desuden kan man købe kontantbilletter i bussen. I Finland har vi haft rejsekorte i næsten 10 år, så det er lang tid siden man har kunnet klippe klippekort i bussen. Hvis man rejser igennem flere zoner her i Østjylland, skal man klippe flere klip, fx hver gang jeg rejser til Skødstrup for at besøge min veninde, må jeg klippe to klip af mit 2-zoners klippekort, for jeg skal til zone 4. Når man rejser med de gule bybusser i Aarhus, stiger man ind ad bagdøren eller midterdøren, men aldrig ad fordøren, så man køber ikke billetter hos chaufføren, men i en automat i bussen. Det giver også muligheden for at rejse uden billet... ja okay, det har jeg også prøvet nogle gange! Det er dog ikke kun i bussen, man bruger klippekort – jeg har også et kaffeklippekort, som jeg bruger i universitetets kantine. Det er jo lidt snyderi, for man kan egentlig ikke klippe kaffeklippekortet, men derimod tegner kantinedamen et kryds på kortet, når man køber en kop kaffe. Pointen med klippekortet er selvfølgelig, at én kop kaffe koster 1,5 kroner mindre ved betaling med klippekort. Og når det handler om Danmark, så er der naturligvis også ølklippekort på flere barer.

Periodekort, kaffeklippekort og busklippekort

Ugens allermest nostalgiske handling fandt sted i onsdags, da jeg fik et brev fra en god veninde fra Finland. Et rigtigt, gammeldags brev i en konvolut, som oven i købet var selvlavet i mangel af konvolutter. Det er så sjældent, at man får et brev nu til dags. Et brev kan man ikke kommentere eller ”synes godt om”, som man gør ved beskederne på Facebook. Et brev skal man svare per brev. Piet Hein har skrevet om brevskrivningens kunst: ”Tvende slags mennesker dræber hver chance for en berigende korrespondance: den af princip ikke svarende slags – og den som uvægerlig svarer en straks”, så det bliver først i næste uge at jeg sender mit svar til Finland.

Udvekslingsstuderende

I torsdags tog en tjekkisk udvekslingsstuderende en avis med til mig. I avisen var der en artikel om en dansker og en nordmand, der havde været på udveksling i Helsingfors. De var taget på udveksling til Finland, fordi de gerne ville studere i et land, som ikke alle rejste til. Det var sjovt at læse om deres oplevelser:

”De [finner] hygger sig i hinandens stille selskab”

”På mange måder synes jeg [nordmanden] faktisk, de minder om asiaterne; de er stille, de har næsten ikke noget kropssprog, og så foretrækker de at være alene”

Kommentarerne morede og irriterede mig samtidig. Jeg synes, at stereotypien af finner er, at vi ikke siger noget og at det er svært at lære os at kende. På den anden side er det jo sandt, at finnerne ikke behøver at tale uafbrudt i hinandens selskab, og vi kan være lidt tilbageholdende og afslører ikke hele sandheden om os på én gang. Og det er også godt, at folk rundt i verden ved sandheden om os, for hvis jeg skulle være stille og asocial i udlandet, behøver man ikke at tænke, at der er noget galt med mig og at jeg på nogen måde er uvenlig – jeg er bare finne!

Artiklen om udvekslingsstuderende fik mig endnu engang til at tænke på, hvorfor jeg er kommet til Danmark. Hvorfor jeg nu for anden gang har valgt at skifte det varme finske frokostmåltid ud med en kold dansk madpakke? Det hele startede med, at jeg var glad for det danske sprog og gerne ville lære at tale dansk. Lidt efter lidt blev jeg også vild med dansk kultur, men det var dog ikke kærlighed ved første øjeblik, og det kan min dagbog fra 2009 bevise: Efter 4 dage i Danmark havde jeg listet 11 ting, jeg hadede eller blev irriteret over i Danmark. Men det er ikke kun smørrebrød og dansk design, jeg er glad for. En gang i toget sad jeg ved siden af en mand, der var født i Finland. Han hed Olavi, og havde boet nogle år i Finland, da han var barn, men var siden flyttet til Danmark med sin mor. Han spurgte mig, hvorfor jeg er så glad for Danmark, om det er mentaliteten i Danmark, jeg godt kan lide. Og det var nemlig svaret. Jeg er så glad for den danske mentalitet. Det er lidt svært at forklare, hvordan den danske mentalitet er, men jeg synes, at den største forskel, sammenlignet med Finland, er, at det er mere afslappet her i Danmark.  

Mit yndlingseksempel på danskernes afslappethed er, da studieværten i Go’ Morgen Danmark en gang før jul skulle præsentere vejrudsigten og beklagede, hvis han virkede lidt forvirret, men det var bare fordi han havde meget slemme tømmermænd, for han havde været til julefrokost dagen før. Jeg syntes det var meget morsomt, og tænkte, at man aldrig kunne sige sådan noget i finsk fjernsyn. Det fik vi faktisk bevis på i efteråret, da en finsk nyhedsvært i forbindelse med en nyhed om spiritusbevilling havde taget en tom ølflaske frem og ladet som om han drak af flasken, sådan bare for sjov. Nyhedsværten blev fyret på grund af hændelsen.

Måske er det nemlig afslappethed folk er ude efter. Min udlejer her i Danmark rejste på udveksling til Italien, og inden hun tog af sted, spurgte jeg hende, hvorfor hun er så vild med Italien. Og svaret var: ”Fordi det er så afslappet dernede”. Det var altså en afslappet dansker, der ville rejse til et mere afslappet sted. Så kunne man måske antage, at jo mere sydpå man rejser, jo mere afslappet bliver det, dvs, at pingvinerne på Sydpolen er helt vildt afslappede? Eller bliver det måske mere og mere afslappet hele vejen til ækvator og så igen mere strengt, når man bevæger sig mod Sydpolen? Okay, nu stopper jeg med det her, inden mine grublerier begynder at ligne hovedpersonenernes tankegang i Erlend Loes romaner alt for meget. Jeg har nemlig ligget forkølet på sofaen i nogle dage og læst fx Erlend Loes Muleum, som er en af mine yndlingsromaner. I øvrigt læser hovedpersonen i Muleum i bogen Hvad enhver dansker bør vide. Den samme bog har min udlejer i reolen, og nu har jeg også læst lidt i den. Bogen tilbyder almen viden i flere fagområder. Man kunne betragte bogen som en slags fortræning til at spille Trivial Pursuit. Det er jo sjovt for mig at læse bogen, for jeg bør ikke vide det, som står i bogen – jeg er ikke dansker.

Til sidst et lille tip til piger med pandehår: Det er måske ikke en god ide at forsøge at spare penge ved selv at klippe sit pandehår kortere med Fiskars neglesaks – håret kan nemlig blive skævt!

Kbh

Jeg har læst, at man skal beherske cirka 30 000 ord for at kunne læse i avisen. Der er 38 000 ord i min finsk-dansk-finsk ordbog, og jeg behersker kun en brøkdel af ordene. Det må selvfølgelig betyde, at man skal kunne genkende de 30 000 ord, når man ser dem i avisen, fx ved at forstå ord i sammenhæng med andre ord. Jeg synes, at jeg har lært et ord først, når jeg kan bruge det både i skrift og tale. Tidligere i denne uge var der en dag, da jeg lærte masser af nye ord, fx: jordomsejling, kapre, kuldegysninger, klumme, tjekke, menighed, klam, ælte, grillhandsker, grydelapper og konserves.

En god måde at lære nye ord er at læse reklamer og tilbudsaviser, for man kan også se et billede af ordet og være helt sikker på, at man har forstået ordet. Mest dansk lærer jeg naturligvis, når jeg er sammen med danskere og kan spørge, hvad ting hedder på dansk eller hvad noget betyder. En dag, da jeg fik besøg af min danske veninde, der holder af Finland, var jeg en rigtig Spørge-Jørgen. Mens vi bagte finske kanelboller (fin. korvapuusti), lærte jeg mange ord, der har fx med bagning at gøre. Fordi min veninde gerne vil blive bedre til finsk, og jeg vil blive bedre til dansk, plejer vi at spille spil, hvor vi kan lære hinanden finsk og dansk. Denne gang lærte vi lande, nationaliteter og adjektiver ved at jeg sagde landet, nationaliteten og adjektivet på dansk, og min veninde sagde de samme ord på finsk, fx Grækenland, græker, græsk og Kreikka, kreikkalainen. På finsk er det jo en lille smule nemmere, for nationaliteten og adjektivet hedder det samme. Men hvad hedder en person, der kommer fra Tchad, på dansk – ”tchader”?!

I fredags fik jeg besøg fra Finland, da min storesøster kom på besøg. Vi mødte hinanden i København, og overnattede en nat der, hvorefter vi rejste til Aarhus. Vores hotelophold på Scandic Palace Hotel var meget hyggeligt med et dejligt værelse med lilla indretning og en smuk udsigt mod en sidegade til Strøget. Vi lavede ting, som alle turister laver i København: shoppede på Strøget, tog billeder af Den lille Havfrue og så vagtskiftet på Amalienborg.

Vores hotelværelse

Restauranter og caféer er mine yndlingsseværdigheder, og dem er der nok af i København. Vi spiste frokost på en smørrebrødsrestaurant, og jeg fik et smørrebrød med lunt leverpostej, bacon og ristede champignoner. Og lidt kage skulle vi have til dessert. Vi besøgte Danmarks ældste konditori La Glace, grundlagt 1870. Inden man gik ind på caféen, kunne man se dagens udvalg af lagkager i montrerne. Det var enormt svært at vælge mellem Karen Blixen kagen, Valnøddekagen, H.C. Andersens kage og alle de andre lækre alternativer. Jeg fik et stykke af Det gyldne Tårn, altså kage med hvid chokolade, citroncreme og rabarberkompot på mandelbunde og med marcipankant. Det var et godt valg. For at få en opfattelse af kageudvalget, kan I se: http://www.laglace.dk/sortiment/lagkager

Det gyldne Tårn

I dag er det fastelavn, og jeg har ventet på, at børn, der har klædt sig ud, skulle komme og banke på min dør og synge. Det er nemlig fastelavnstraditionen i Danmark, at børnene rasler fra dør til dør og synger sangen: ”Fastelavn er mit navn,boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.” Det er meningen, at man skal give børnene fastelavnsboller, slik eller penge. I Danmark spiser man altså også fastelavnsboller, men de er lidt anderledes end de finske og svenske fastlagsbullar og semlor. I Danmark er der flere variationer af fastelavnsboller, men den største forskel er dejen, som er mere wienerbrødsagtig. Fastelavnsbollerne plejer at være fyldt med kagecreme eller flødeskum og overtrukket med glasur.

Børnene kunne slå katten af tønden i flere butikker - en lille spiderman slår tønden i Bruun's Galleri