Det danske vejr er Ga-Jol vejr

Man siger, at det danske vejr er Ga-Jol vejr. Det er sloganet for danske Ga-Jol pastiller, som blev lanceret i 1933. Sloganet betyder, at det danske vejr kan en gang i mellem være et rigtigt møgvejr, og så får man ondt i halsen og skal stoppe en Ga-Jol i munden. Det er dog altid hyggeligt at spise Ga-Joler, fordi der er et lille ordsprog på flappen af æsken, fx: ”En latter koster mindre end elektrisk strøm – og lyser mere op.” Men efter to ugers regnvejr er der ikke så meget latter tilbage. Jeg betaler åbenbart en høj pris for det, at jeg pralede med det varme danske forårsvejr for et stykke tid siden. Det har faktisk regnet så meget, at endda danskerne har fundet deres paraplyer frem. Det er nemlig ikke så tit at jeg ser danskerne gå med paraply, når det regner, men det hænger eventuelt sammen med den hårde aarhusianske vind, som ødelægger paraplyerne – jeg taler af egen erfaring.

Vejret passer dog godt sammen med at skrive opgaver. Jeg er kommet i gang med den sidste opgave, som måske er den allersidste opgave, jeg nogensinde skriver på et universitet. Jeg har selvfølgelig valgt et lidt hyggeligt emne for min sidste opgave: Jeg skriver om TV-programmet Det søde liv. Det er en opgave i faget Kultur og Medier II, og jeg gør rede for, hvad der er i programmet, som tiltaler folk og får dem til at oprette en Facebook-gruppe over programmet. Jeg undersøger også, hvad der binder netfællesskabet med over 5000 medlemmer sammen. Jeg får altså lov til at se kager og skrive om kager – muligvis får jeg også lyst til at bage kager! Når man skriver opgaver i Danmark, handler det om at have et bestemt antal tegn i sin opgave, ikke et bestemt antal sider, ligesom i Finland. Dette medfører til, at man forsøger at finde på så lange ord som muligt, og man bliver helt vildt glad for at kunne skrive ”eftersom” i stedet for ”fordi” – der er jo TRE tegn mere!

Måtte absolut købe Mette Blomsterbergs nye bog!

Trods det lidt hyggelige opgaveemne har jeg fundet på nogle gode overspringshandlinger, igen! I fredags tog jeg en tur i Brabrand for at besøge en tjekkisk udvekslingsstuderende, der bor hos en dansk familie. Når jeg hører ordet Brabrand, tænker jeg næsten umiddelbart på Gellerupparken og omegn, men Brabrand Syd er noget helt andet: villaer og smukke landskaber. Jeg nød en lækker tre retters middag sammen med to tjekker og den danske families bedstefar, som underholdte os med de sjoveste historier. Den næste morgen tog bedstefaren os på Besættelsesmuseet, hvor der også var et lille opslag om den finske Vinterkrig. Under Anden Verdenskrig blev der nemlig sendt over 4000 finske børn til Danmark – man kaldte dem for finnebørn.

Brabrand Syd

Århus eller Aarhus?

I mandags ankom jeg for første gang til Aarhus Hovedbanegård, altså til Aarhus med to a’er. Den 1. januar 2011 blev byens officielle stavemåde ændret fra ”Århus” til ”Aarhus”, men vejskilte og alt andet bliver udskiftet løbende og efter behov. Derfor går der adskillige år, før Århus bliver til Aarhus. Det var først for et par uger siden, at skiltene på banegården blev skiftet ud, og der står stadig ”Århus H” på togbilletterne. Hvis man kører med bus, ankommer man til Århus Rutebilstation. På Google maps hedder selve byen Aarhus, men vandområdet ved siden af hedder stadig Århus Bugt. Så der er godt nok en overgangsperiode i gang.

Meningen med hele fornyelsen er, at man vil gøre byen mere international. Det har været spændende at følge, hvordan stavemåden har ændret sig i virkeligheden. I offentlige tekster, for eksempel i aviser og på Aarhus kommunes hjemmeside, bliver den nye stavemåde brugt. Også i undertekster i fjernsynet bliver byens navn stavet ”Aarhus” (Der er nemlig danske undertekster i nogle danske programmer på DR1 om morgenen.) Jeg har dog aldrig set en dansk privatperson skrive ”Aarhus”. Alle mine danske venner skriver ”Århus” i deres sms’er eller facebookbeskeder, og vores underviser ved universitetet skriver ”Århus” i sine PowerPoint slides.

Som I kan se af min blog, foretrækker jeg at skrive byens navn med dobbelt-a. Jeg kan godt lide den stavemåde, fordi den blev brugt i gamle dage indtil 1948, da tegnet å blev indført i den officielle retskrivning, og Aarhus blev Århus. Men jeg bliver også nødt til at bruge bolle-å’et en gang i mellem, når jeg for eksempel googler noget, som har med Aarhus at gøre, fordi der er mange hjemmesider, som stadig bruger den gamle stavemåde.

Aarhusianerne, eller burde jeg skrive århusianerne, synes, at fornyelsen er noget bøvl. Ifølge Jyllands-Posten er modstanden mod byens nye stavemåde stigende. Den seneste meningsmåling viser, at 59,8 procent af byens indbyggere er imod dobbelt-a. Nogle mener, at man skulle have valgt at gå tilbage til det helt gamle navn, Aros, hvis man var tvungen til at gøre noget ved navnet. Folk har faktisk været så irriteret over sagen, at en aarhusianer har lavet et computerprogram, der automatisk ændrer ordet ”Aarhus” til ”Århus”, når man indlæser hjemmesider, hvor den nye stavemåde indgår. Selv om jeg er tilhænger af dobbelt-a, synes jeg, at det er tosset at bruge så mange penge på at skifte alle skilte ud, omkode hjemmesider osv.. Det er også lidt fjollet, at man bruger de to stavemåder parallelt – det må være forvirrende for udenlandske turister at se to forskellige stavemåder af det samme bynavn. Det er ikke så nemt at gøre byens navn mere internationalt.

Hvad med kloakdæksler med Aarhus Kommunes byvåben? Jeg gætter på, at de ikke bliver skiftet ud i den nærmeste fremtid.

Good evening Europe, this is Helsinki calling!

Jag har en finsk kompis som har sagt, att hon får ont i huvudet av att läsa min blogg på danska. Jag har hört att några av mina finska läsare, som inte alls kan danska översätter bloggen med Google Translator. Det kan vara intressant att läsa min blogg med hjälp av Google Translator på grund av alla konstiga översättningar som man får fram, till exempel ”Universitetet åker inte så ofta med buss” eller ”Jag var tvungen att vara dörrmatta”. För att inte orsaka huvudvärk eller missförstånd skriver jag denna veckas blogg på det andra inhemska.

Just nu befinner jag mig hemma i Finland igen, men åker tillbaka till Danmark i morgon bitti. Jag var inviterad till en fest som min gamla praktikplats arrangerade i fredags, och jag kunde inte tacka nej till inbjudan. Nu när Norwegian har börjat flyga mellan Köpenhamn och Helsingfors kan man köpa ganska billiga flygbiljetter – om man alltså kan nöja sig med att flyga endast med handbagage.

Lunch på Forsthusets Unicafe

I går samlades jag och mina fyra kompisar hemma hos mig för att se Melodifestivalen. Sedan 1994 har jag sett varenda final och skämts flera gånger över Finlands representant som har börjat sjunga refrängen för tidigt, varit halvnaken på scenen eller helt enkelt sjungit en jättedålig sång. Finland har fått lägsta poäng åtta gånger, men år 2006 frös helvetet över när Lordi segrade. I år hejade jag både för Danmark och Finland. För en stund var jag så naiv att jag trodde på finska kvällstidningars rubriker om att Finland kanske skulle ha en chans för att vinna.

Heja Finland och DK!

Det mest spännande med Melodifestivalen är att se poängräkningen. Jag hoppas alltid att Finland skulle få poäng, men så småningom ger jag upp hoppet, precis som jag gjorde i går kväll och började önska att Danmark i stället skulle få så många poäng som möjligt. Men Finland svek Danmark och gav inga poäng åt en av kvällens bästa sånger. Mina kompisar och jag gav också våra egna poäng för de 25 finalister: flest poäng fick Schweiz som underhöll med en sång, som liknade en julsång.

Man kunde igen börja spekulera över varför Finland inte vann. Var det därför att vi uppträdde allra först och att det kanske fanns många, som inte såg Paradise Oscar sjunga? Eller var det därför att Paradise Oscar var så spänd och log inte så mycket som han gjorde i semifinalen? Eller kanske fanns det bara många andra sånger som var mycket bättre än Finlands sång. Det är förstås trist att Finland placerade som nummer 21, men jag er glad över att Danmark blev nummer 5. Azerbaijan förtjänade vinsten, men jag förstår inte hur alla de där asiatiska länderna plötsligt har hamnat med i Melodifestivalen. När får vi se Kina på scenen?

Eksamenstid

Åen

Jeg elsker denne årstid, når det er så grønt derude, og syrenerne er sprunget ud. Men jeg hader også denne årstid, fordi man snart skal aflevere skriftlige eksamener. Hele weekenden har jeg arbejdet med at skrive om, hvordan udvekslingsstuderende tilegner sig dansk. Jeg skal skrive mindst 12 sider og nu mangler jeg stadig cirka en side. Jeg synes, at jeg har sagt alt, som der kan blive sagt om andetsprogstilegnelse, men skal åbenbart gentage mig selv lidt for at få nogle ekstra linjer. Heldigvis skal opgaven afleveres først på tirsdag, så jeg kan endnu sove på det.

Men der er også lidt lys i livet, i hvert fald i vinduet. Den 4. maj 1945 blev Danmark befriet fra Tysklands besættelse. Klokken 20.35 om aftenen kunne BBC melde, at besættelsen var forbi. Befrielsen blev blandt andet fejret ved, at folk flåede mørklægningsgardinerne ned og tændte stearinlys i vinduerne. Traditionen lever stadig, og om aftenen den 4. maj kan man se lys i vinduerne. Jeg tændte også lys, selv om jeg ikke er dansker. Jeg ved ikke, hvor mange lys man plejer at have i vinduet, men jeg tændte to, fordi det gør vi også i Finland, når vi fejrer selvstændighedsdagen. Jeg ved heller ikke, om man plejer at have lys med en bestemt farve, fx hvide lys, men min udlejer havde kun grønne kronelys, så de måtte du. Jeg husker faktisk  historien om 4. maj lys allerede fra ottende klasse, da vores historielærer, der havde boet i Danmark, fortalte, at danskerne har en sådan tradition. For mange år var det én af de få ting, jeg vidste om Danmark.

Mens jeg har været indespærret ind på 4. sal, har jeg en gang imellem (altfor ofte!) ladet mig holde en pause og læse Jyllands-Posten på nettet eller se dansk fjernsyn. Jeg kunne ikke lade være med at blive genforelsket i danskerne, da jeg læste jp.dk tidligere i denne uge: I februar fik man gratis kaffe og bolcher i bussen, men nu kan man score i busserne mellem Aarhus og Herning. Trafikselskaberne Arriva og Midttrafik vil skabe romantik blandt passagererne og de opretter særlige kærlighedspladser, hvor de rejsende kan komme i kontakt med hinanden og måske flirte lidt. I busserne er kærlighedssæderne markeret med rødt betræk, mens togene opretter siddegrupper til fire personer. Jeg synes, at det er igen noget så skørt, som kun danskerne kan finde på!

Og danskerne finder på alt muligt – de lyver, som det driver. Undersøgelserne viser nemlig, at danskerne lyver fra 1,6 gange op til 10-13 gange om dagen. Danskerne lyver for eksempel om deres indkøbsvaner, og påstår, at de spiser mere økologiske produkter, end de i virkeligheden gør. Og folk lader som om de har set filmene The Godfather, Casablanca og Taxi Driver, selv om de aldrig har set dem. Men den absolut morsomste ting er, at 275.000 danskere påstår at de læser National Geographic, men magasinet har kun et oplag på 11.000 eksemplarer! Hvis man nu skal være helt ærlig, så må jeg også tilstå, at jeg aldrig har smagt rødgrød med fløde eller drukket Gammel Dansk.

”Ro! Kom nu!"

I fredags var der sort af mennesker i Universitetsparken – det var tid til Kapsejlads. Begivenheden går ud på, at repræsentanter fra 12 udvalgte festforeninger fra forskellige studieretninger på universitetet skal ro over søen i Uniparken, bunde en øl (som bliver slugt på få sekunder), snurre 10 gange rundt om flasken og ro tilbage igen. Deltagerne tager begivenheden seriøst, og folk begynder at øve sig til Kapsejladsen allerede i slutningen af marts. I de seneste uger var det ikke et ualmindeligt syn at se kajakkerne plaske rundt i søen i Uniparken, og oftest havde man taget en kasse øl med for at gøre træningen så autentisk som muligt.

Deltagerne øver sig til Kapsejlads

Tilskuerne forsøger at få de gode pladser, så at man ikke går glip af noget af årets program. De aller ivrigste tilskuere overnattede natten mellem torsdag og fredag i telt i Uniparken, og fik rundstykker og dåseøl til morgenmad. Fredag morgen efter klokken ni, da Finlandsfan og jeg skulle til bageren, så vi folk cykle og gå med køletasker, ølkasser, udetæpper og klapstole – der var ingen tvivl om, hvor de skulle hen. Til min overraskelse handler det ikke om en ældgammel tradition fra den første halvdel af 1900-tallet, med derimod blev Kapsejladsen arrangeret for første gang i 1991 mellem medicin- og tandlægestuderende – inspireret af den legendariske kappestrid mellem universiteterne i Oxford og Cambridge, selvfølgelig. De seneste år er Kapsejladsen blevet større for hvert år, og den bliver gjort opmærksom på i de danske medier, fx i regionalnyhederne på TV2.  

I fredags var der også en anden stor begivenhed, der fandt sted: Brylluppet i England. Fordi jeg bor så tæt på Uniparken, havde Finlandsfan og jeg bestemt os, at vi skulle først spise brunch hos mig og se brylluppet i fjernsynet og bagefter tage i Uniparken. Efter at Kate og William havde sagt I will, skålede vi. Det var egentlig lidt skørt, at der blev vist programmer om brylluppet hele dagen lang, både på DR1 og TV2. Jeg har aldrig været særlig begejstret over den britiske kongefamilie, men synes, at både bruden og kjolen var rigtig smukke. Catherine og William skal nok øve sig at vinke, fordi man kunne næsten have tænkt sig, at de tilhører den britiske almue på grund af deres måde at vinke på. Eller måske har de tænkt sig at droppe en del af den kongelige snobbethed – efterfesten på Buckingham Palace med DJ’s og discokugler tyder også på lidt mere afslappet stemning.

Brunch med Mignon-æg :)

Vi kom i Uniparken lige inden sejladsen skulle begynde, og parken var fyldt med studerende. Ifølge TV2 Nyhederne var der over 20 000 mennesker til stede. Størstedelen af menneskerne kunne ikke se noget af Kapsejladsen og nøjede med at ligge på deres tæpper og drikke øl. Vi var forsynet med salat, chips, kiks, boblevin og øl. Vi manglede bare vores studenterhuer, og det hele ville have lignet fejringen af 1. maj blandt finske studerende. (I Danmark fejrer studerende ikke 1. maj, men i Finland er det altså en kæmpefest.) I Kapsejladsens final, som jeg senere så på nettet, var der tre hold tilbage: økonomerne, ingeniørerne og medicinerne. Økonomistuderende slå medicinerne på målstregen med få centimeter og modtog trofæet ” Det gyldne Bækken”.