Skole

I den forløbne uge har jeg været vikar i første, anden, tredje og fjerde klasse. Det er sjovt at bemærke, hvordan forskellige ting i skolerne ændrer sig over meget kort tid. Og hvis man sammenligner den skole, hvor jeg gik for over 15 år siden, med dagens skole, er der sket meget: Overheadprojektorerne er forsvundet og blevet erstattet af fine dokumentkameraer, læreren kan blive kaldt for røvhul af 8-årige elever, og bogstaverne ser totalt anderledes ud – man skriver faktisk ikke særlig meget i hånden mere. I slutningen af 2010 blev der skrevet i finske aviser, at man er bekymret over, hvor lidt eleverne skriver i hånden, det er stort set kun lektierne og korte noter på lektionerne.

Men der er alligevel nogle ting, som ikke har ændret sig siden jeg gik i skole: I nogle skoler bliver der stadig brugt de samme gamle, gule tallerkener i spiselokalet, drengene stjæler pigernes blyanter og viskelædere, og eleverne læser de samme bøger år efter år. I fredags, da jeg var vikar, var det vikarens opgave, at lege ”bibliotekar” på skolens bibliotek og udlåne bøger til elverne. Eleverne i 3. og 4. klasse opfordres til at læse med hjælp af bogprojektet Gummi Tarzan (fin. Kumi-Tarzan), og ja, projektet har fået sit navn efter Ole Lund Kirkegaards børnebog. Det er meningen, at eleverne læser bøger og snakker om bøgerne med andre elever på nettet. Hvis de læser tilstrækkeligt mange bøger, kan de få et diplom. Jeg synes, at børnene ser alt for meget fjernsyn og spiller alt for mange computerspil, og derfor er jeg så glad for, at de læser bøger, altså rigtige bøger med omslag, sider og det hele.  

Blandt de bøger, elverne lånte, var der mange bøger, som jeg havde læst, da jeg gik i skole. Mest glad blev jeg, da en pige kom til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med at finde en bog, der på finsk hedder Fedja-setä, kissa ja koira. Den bog er én af mine yndlingsbøger. Bogen er skrevet af den russiske forfatter Eduard Uspenski i 1970’erne, og så vidt jeg ved, er bogen ikke blevet oversat til dansk, men fx på svensk hedder den Fjodor på rymmen. Bogen handler om en 7-årig dreng, der er meget selvstændig og flygter hjemmefra og bosætter sig i et hus med en kat og en hund, der kan tale. I bogen er der blevet gemt satiriske iagttagelser af det sovjetiske samfund, men det har jeg forstået først i voksenalderen. Da bogen blev læst højt for mig af min storebror, lagde jeg bare mærke til det nysgerrige postbud, traktoren, der spiser pølsesuppe og alliken, der stjæler alle ting, som er lavet af sølv.  

Barndommens søde sager

Mens jeg har været i Danmark i et halvt år, har min yngste nevø lært flere nye ord. Ét af de ord, han hyppigst gentager, er pulla (= kage). Mon han bliver en lille sukkergris, ligesom mig. Da jeg var lille, kunne jeg ikke forstå begrebet ”lørdagsslik”, fordi vi spiste lørdagsslik næsten hver dag i min familie. Vores nabo var lidt bekymret over mine kostvaner og sagde til mig en gang, at salat smager lige så godt som slik. Yeah right! Den samme nabo kan stadig huske, hvor glad jeg var for deres kiksedåse med forskellige slags kiks. Da min brors kæreste, nuværende kone, lærte mig at kende, sagde hun, at hun aldrig havde mødt nogen, der kan spise så meget slik og kage som mig. Ikke engang tandlægens bor kunne stoppe mig! Men det var altså vores forældre, især min far, der også var tossede med søde sager, så det var helt acceptabelt med lidt guf hver dag. Det lyder måske som en barndom uden grænser, men bortset fra friheden til at spise masser af slik og kage, var der disciplin i familien.

Jeg var på besøg hos mine forældre i weekenden og kikkede på gamle familiebilleder. Jeg fandt blandt andet et billede, hvor vi er på sommerferie på Åland:



Jeg kan næppe holde balancen, men har været ude at plyndre. Bytte: storebrors slik



Familiebillederne fik mig til at tænke på den ultimative kageoplevelse i min barndom: Besøg hos bedsteforældrene. Hver weekend besøgte vi farmor og farfar, og farmor havde kaffebordet fyldt med kiks og kage. Især kan jeg huske det fad, farmor havde lagt kiks på, under kiksene, på bunden af fadet, var der altid en serviet. Når vi rejste hjem, fik vi kiksene, som var pakket ind i servietten og lagt i en plastpose, med hjem. Den pose kaldte vi for ”farmors nødhjælpspose” (fin. mummun avustuspussi). Min yndlingskiks hos farmor var Domino-kiks (lidt som Oreos) med myntefyld. Kiksene har forskellige mønstre på, og jeg skulle altid have en kiks med et rundt mønster, den kiks kaldte jeg for ”den runde kiks”, som om de andre kiks ikke var runde... Men den skulle jeg altid have, de andre mønstre duede ikke. Min mor blev sur, da jeg rørte ved alle kiksene på fadet for at finde den runde, og jeg blev sur, hvis jeg ikke fik den. Det er blevet en inside-joke i min familie, at hvis der er nogen, der får den runde kiks, bliver jeg spurgt, om jeg vil have den, eller om den anden må spise den selv.

Jeg har arvet farmors kiksefad (hvilken overraskelse!) og vedligeholder traditionen med kiks og servietten på bunden af fadet. Læg mærke til den runde Domino-kiks.

Rejseguide

En flyrejse fra Helsingfors til København tager mellem 2-3 timer (afhængende af flytypen) og koster 367 mark. Fra København kan man tage toget til Århus – en pladsbillet på 2. klasse koster 37,50 kroner. Århus er en livlig by med en del industri og en vigtig havn. Byen har 119 568 indbyggere, hvoraf cirka 4000 er studerende. Århus lokker turister med flere seværdigheder, gode badestrande og smukke skovområder. Byens top 5 seværdigheder er:

1. Hovedbanegården
2. Rådhuset
3. Domkirken
4. Vor Frue Kirke og Kloster
5. Museet i Århus

Sådan var det i 1964.

Jeg mødte et par veninder i går aftes, og én af dem havde været på loppemarked og købt noget til mig: En finsk Danmark rejseguide fra 1964 og et kort over Danmark fra 1959. Jeg undrede mig, hvorfor der stod Köbenhavn med ö på kortet, men efter et par googlinger fandt jeg ud af, at indtil 1957 (og åbenbart endda indtil 1959) blev der brugt ö i stednavne. Ifølge Den Store Danske var det for at forebygge, at stregen i ø kunne misforstås som en del af kortbilledet. Jeg blev enormt glad for min venindes fund på loppemarkedet, faktisk lige så glad som dengang, jeg fik en gammel Velbekomme-madkasse af Finlandsfan. Kortet hænger nu på min væg, og rejseguiden ligger på mit natbord. Måske drømmer jeg om Danmark, hvis jeg læser i bogen lige inden jeg falder i søvn...

Bryllup

Det er hyggeligt at se prinserne og prinsesserne blive gift i fjernsynet, men der er ikke noget så dejligt som at selv være til stede, når en god veninde siger ja til sin langvarige kæreste. I går blev min studiekammerat gift. Det var et smukt og romantisk bryllup, og ikke engang det værste regnvejr kunne ødelægge stemningen. Men hvad er et perfekt bryllup lavet af?

1. En smuk brud. Min veninde var klædt i en kjole, som lignede en fra 1940’erne. Hun havde også sin mors gamle hat på, og noget nyt, lånt og blåt, selvfølgelig.

2. Tårer. Det var ikke kun mig, der havde tårer i øjnene, da bruden holdt sin lille tale til brudgommen i forbindelse med vielsen.

3. Hyggelige gæster. Det er altid spændende at finde sin siddeplads til fester og se, hvem der sidder ved siden af. Jeg var heldig at blive placeret ved siden af brudens gudmor og hendes familie. Datteren til familien havde lige været på ferie i Danmark og var blevet forelsket i pålægschokolade og ”den lækreste ting, man putter på is”, altså guf. Jeg var også glad for at kunne svare på hendes spørgsmål om, hvorfor folk havde masser af mad med i toget.

4. Næste punkt kommer ikke som en overraskelse for læsere af Riikker: Man skal have en god bryllupskage! Til lørdagens bryllup blev der serveret lime-ostekage, som var et meget godt valg. Jeg havde været lidt grådig, når det gjaldt hovedretten, så jeg orkede at spise kun et stykke kage, det var lidt ærgerligt.

5. Og det sidste, men ikke mindste, som man har brug for til et succesfuldt bryllup (eller hvilken fest som helst) er Compeed antivabel stift, som altså forebygger vabler. Det har man brug for, hvis man vil overleve festen i højhælede sko. Compeed stift og jeg fandt hinanden for to år siden og har været uadskillelige siden da.

Det var min studiekammerat Emmi, der greb brudebuketten. Nu venter jeg bare på invitationen til næste bryllup...

Sprutrejser

Nordmændene tager til Sverige for at købe billigere alkohol. Svenskerne tager til Danmark for at købe billigere alkohol. Og danskerne tager til Tyskland for at købe billigere alkohol. Da jeg boede på et kollegium i Danmark i 2009, var der en dreng på vores gang, der en gang imellem tog til Tyskland for at købe billig grøn Tubor til ”ølkøleskabet” i fælleskøkkenet. Beboerne kunne købe en dåse til 2,5 kroner. I foråret fik jeg tit en tilbudsavis om Scandinavian Park med posten. Scandinavian Park er et indkøbscenter, som ligger i Handewitt i Tyskland, cirka to timers kørsel fra Aarhus. Tilbudsavisen var fyldt med tilbud på øl, vin, sprut, sodavand og slik. De fleste ølmærker i tilbudsavisen var danske.

Men hvad gør finnerne for at skaffe billigere alkohol? De tager til Tallinn. Der er flere færgeselskaber, der sejler til Tallinn fra Helsingfors. Jeg og min tyske veninde tog den billigste forbindelse, Eckerö Line, til Estland i fredags. Rejsen var et lille kulturchok for min veninde. Turen var udsolgt, hvilket betød endnu flere berusede passagerer ombord på færgen. Færgen sejler kl. 8 om morgenen, og man tager en lille en (eller to, måske tre-fire) med det samme. Efter et par drikke er man modigere for at synge gamle finske hits på karaoke. Man kan også høre trubaduren spille, stå i kø til morgenmadsbuffet og drikke gratis smagsprøver i butikken. Og man køber selvfølgelig alkohol i butikken, som ikke længere hedder Tax Free, fordi Estland er medlem af EU, men man kan stadig købe alkohol til en rimelig pris. Når man ankommer til Tallinn, vil alle passagererne være den første, der går i land. Derfor stiller man sig i kø foran udgangen cirka et kvarter inden færgen ankommer til havnen. Efter et par timers hygge i Tallinn sejler færgen tilbage. På hjemrejsen bliver det hele fra karaoke til køn til buffet gentaget. Det bedste med rejsen er at komme hjem.

Morgenøl på dækket