Vikinger

I går klædte jeg mig ud som viking. Med hjælp af lidt inspiration fra adskillige norske hjemmesider havde jeg lavet en gammel kjole om til en vikingekjole. Horn ville jeg ikke have på, fordi det ville have været historisk ukorrekt, idet vikinger ikke bar hovedtøj med horn på, selv om Hagar den skrækkelige gør det. Men hvorfor klædte jeg mig ud som viking? Jeg skulle til vores studenterorganisations, Sagas, vikingsits, dvs. en fest, hvor man spiser, drikker og synger. 
 

 

Jeg havde ikke så høje forventninger til maden, men var meget overrasket over den superlækre dessert: Bærtærte med vanilleskum. Jeg kunne have spist flere portioner af det! Hovedretten var en anelse bedre end den plejer at være. Denne gang blev der serveret rødbedeboller med svampesovs og en alt for stor portion af ris. Maden bliver ikke bedre af, at man hele tiden skal synge drikkeviser – man ender med at spise kold mad.

På et tidspunkt kom der blodtørstige vikinger fra Sibbo, der kidnappede to kvindlige studerende. For at gidslerne skulle løslades, skulle vi synge for vikingerne. Som krigsbytte fik de også en kæmpe sparegris, som indeholdt bag-in-box rødvin. Mon det var vikingerne fra Sibbo, der også havde plyndret to flasker Gammel Dansk. I december var der endnu tre flasker Gammel Dansk tilbage, men flaskerne er forsvundet på mystisk vis, og der er kun én mindre flaske tilbage.

Emmi og jeg følte os lidt gamle blandt alle de førsteårsstuderende. Men nu er det også slut: Denne fest var min sidste Sagafest. Den allerførste Sagafest, jeg var til, var en vikingsits, og nu slutter jeg mit studieliv med endnu en vikingsits. Det har været nogle gode år som ”sagait”. Det føles lidt vemodigt at tænke, at jeg ikke mere er studerende. Da jeg begyndte at læse på universitetet, sagde en forelæser ved det historiske institut: ”I skal nyde de kommende år. Min studietid var nogle af de bedste år i mit liv.” Nu forstår jeg, hvad forelæseren mente.

Marco Polo

Et spørgsmål i Trivial Pursuit lyder: ”Hvem var den første europæer, der spiste is?”. Det rigtige svar er: Marco Polo. Derfor er is én af de første ting, jeg tænker på, når jeg hører navnet Marco Polo.

I sidste uge var jeg til åbningen af en Marco Polo udstilling i bymuseet i Esbo. Udstillingen er lidt særlig, fordi museet har fået lov til at låne forskellige genstande fra museerne i Venedig og Rom, og det er ikke tit, at genstandene bliver udlånt udenfor Italien. Den venetianske handelsmand, Marco Polo (ca. 1254-1324), rejste sammen med sin far og farbror til Kina i den senere halvdel af 1200-tallet. Rejsen tog 24 år. Efter rejsen blev Polo fængslet i forbindelse med krigen mellem Venedig og Genua, og da han sad i fængslet, fortalte han om sin rejse til cellekammeraten Rustichello, som skrev Polos oplevelser ned. Den første trykte version af rejsefortællingen, Il Millione, udkom dog først i 1470’erne på tysk.

Udstillingen var en fin oplevelse med mange fine, gamle ting, blandt andet et mongolsk telt – det var dog sikkert ikke særlig gammelt. Til åbningen af udstillingen blev publikummet underoldt af mongolsk strubesang, som faktisk lød mere skræmmende end underholdende. 

Ifølge nogle kilder kom Polo oprindeligt fra Kroatien, men i udstillingen bliver Polo præsenteret som venetianer. Udstillingen spekulerer dog på, om Marco Polo i virkeligheden har lavet den lange rejse, eller om det bare er løgn, at han besøgte Kina. Det, som vækker tvivl, er, at Polo ikke fortalte om Den Kinesiske Mur, eller om at man drikker te i Kina. Var det sandt eller ej, har Polos berætninger haft en stor indflydelse på datidens verden. Det påstås blandt andet, at Christoffer Columbus tog Polos bog med til Amerika i slutningen af 1400-tallet. Italienere vil dog ikke indrømme, at Polos rejser er noget, man bare har fundet på. På den anden side er Polos berætninger fyldt med nøjagtigheder, som stemmer overens med infromationer, som først senere er blevet tilgængelige.

Måske er det også løgn, at Marco Polo var den første europæer, der spiste is.

Spiste Polo is eller ej, har isen sikkert ikke været så lækker som denne vaffel fra SukkerStokken med guf og det hele!

Rugbrød

En aften, da jeg skulle planlægge indholdet af min madpakke for den følgende dag, gik det op for mig, at jeg ikke havde noget brød tilbage. Det eneste, som jeg kunne finde i fryseren, var fire skiver dansk rugbrød, som jeg havde købt i Kastrup i december og som var gemt for ”særlige tilfælde”. Torsdagens frokost måtte så være et meget særligt tilfælde. Da jeg begyndte at nyde min rugbrødsmad på min arbejdsplads, blev madden med det samme kommenteret af min danske kollega: ”Det der ser sgu ud som dansk rugbrød!” Danskeren kender jo sit brød!

Danskerne siger, at rugbrød kommer fra Danmark. (De siger også, at Julemanden bor i Grønland.) Jeg har flere gange prøvet at overbevise danskere om, at finsk rugbrød er bedre end dansk rugbrød, men danskerne har altid haft så gode argumenter, at jeg har været nødt til at give op.

Nu må jeg dog indrømme – og jeg havde tænkt mig, at jeg aldrig ville sige det her: Jeg savner dansk rugbrød! Jeg savnede jo dansk rugbrød i sommer, da jeg var i Norge, og min nærbutik kun solgte hollandsk ”rugbrød”. Men mens jeg har boet i Finland og haft mulighed for at købe finsk rugbrød, har jeg aldrig savnet det danske. Det kan godt være, at mit savn efter dansk rugbrød bare har med alment ”danmarkssavn” at gøre, men gud hvor ville jeg have et stykke rugbrød med mange kerner i og leverpostej som pålæg. Jeg kunne jo prøve ”erstatningsrugbrødet”, som mange danskere, der bor i Finland, spiser: I Stockmann (finsk stormagasin) kan man købe brød, der hedder Tanskalainen ruisleipä (=Dansk rugbrød). Men der er danskere, der siger, at det smager lidt sødt.

Forskellen mellem dansk og finsk rugbrød er, at dansk rugbrød er mere fugtigt og har flere kerner i end finsk rugbrød. Og fordi dansk brød er fugtigt, kan det holde sig længere uden at blive alt for tørt. Jeg, som ellers er næsten hysterisk med mindst holbar til -datoer, kan sagtens finde på at spise tre-fire dage gammelt dansk rugbrød, hvis det ikke er muggent. Men alle, som har spist finsk rugbrød, ved, at det er en meget tør oplevelse at spise gammelt finsk rugbrød.

Yndlingsmadder

Zeus25

Mit medlemskab i fitnesscenteret løb ud for en måned siden. Jeg har været for doven til at købe et nyt medlemskab i Uni Sport. Jeg er faktisk for doven til at tage mig sammen og træne efter arbejdet. At jeg ikke gider bære min træningstaske rundt Helsingfors og at jeg ikke kan holde de lange køer til fitnesscentrets fem crosstrainere ud, er bare meget dårlige undskyldninger. Derfor besluttede jeg mig for at gøre noget: Jeg købte min egen crosstrainer i dag. Den hedder Zeus25. Det er altså ikke et navn, jeg selv har fundet på, men det stod i den kæmpestore papkasse, hvor crosstraineren lå. Zeus25 er rød. Den passer ikke så godt til indretningen i min stue, men farven er alligevel meget fin. Det er den samme farve, som min stavblender og håndmikser også har. Når den røde crosstrainer står i min stue, har jeg ikke mere nogen dårlige undskyldninger for at lade være med at træne. Så den første træning finder sted i morgen tidlig kl. 6.45.