Fastelavnsfester og madkasser

Fastelavnen nærmer sig, og danskerne er allerede helt i fastelavnsstemning. I går var jeg til en fastelavnsfest på mit gamle kollegium, hvor jeg boede, da jeg var på udveksling for første gang. Jeg var slet ikke klar over, at man klæder sig ud til fastelavn, men var heldig nok til at få det at vide dagen før festen. Jeg elsker at klæde mig ud, men det var lidt svært at finde et kostume med en dags varsel. Først tænkte jeg at klæde mig ud som stewardesse, men kunne ikke finde alle accessories for kostumet. I stedet for klædte jeg mig ud som nonne, for jeg fandt et fedt nonnekostume i en butik, som sælger alle slags festartikler. Til en dansk fastelavnsfest hører selvfølgelig tøndeslagning. I gamle dage var der en folketro, at hvis man slåede en sort kat ihjel, kunne byen slippe for pest. Man stoppede en kat i en tønde og slog på tønden indtil den gik i stykker. I dag er katten erstattet med frugt, slik, popcorn osv. På kollegiets bar stod sygeplejersker, prinsesser, indianere, soldater, havfruer, fodboldspillere og riddere i kø for at få slå tønden med køllen.

I fredags kunne jeg ikke lade være med at smile, da jeg gik hjem. Jeg havde lige købt den flotteste madkasse: En limegrøn kasse i form af en toastskive og med flytbar deler. Og ifølge butikken er der nok plads til et æble. I den seneste tid har jeg virkelig satset på mine madpakker, fx er jeg begyndt at bruge madkasse i stedet for plastikpose. Min madpakke består normalt af to skiver rugbrød med forskelligt pålæg – leverpostej og agurk er mit absolut yndlingspålæg. En gang i mellem har jeg også frugter eller grøntsager i madpakken, og nogle gange har jeg også kiks eller kage. Jeg pakker madderne ind i sølvpapir og lægger dem ind i madkassen sammen med en serviet og tyggegummi.

I gang med at smøre madpakke

I denne uge kunne udvekslingsstuderende deltage en guidet tur på Statsbiblioteket. Jeg kender jo bibliotekets systemer og ved, hvordan man får fat i bøgerne osv. Det er faktisk lidt anderledes end på de andre biblioteker, fordi man altid skal bestille bogen på nettet, og personalet på Statsbiblioteket leder efter bogen og lægger den på afhentningshylden på biblioteket, hvor kunden kan hente bogen fra. Det tager max. et døgn for at få fat i bogen. Jeg kan godt lide systemet, for det er så nemt, det kalder jeg service! Men altså grunden til, at jeg deltog turen på Statsbiblioteket var, at jeg vidste at man også kommer på bibliotekets bogtårn (17. etage) med den smukkeste udsigt over byen. Normalt er der ikke fri adgang til tårnet. Det viste sig, at hele rundvisningen var meget interessant ved en sagkyndig guide, der fortalte os sjove detaljer om bibliotekets historie, fx at den pornografiske samling i bibliotekets kælder står på lukkede hylder, fordi samlingen forsvandt en gang – og man mistænkte personalet for det.

Udsigten fra Statsbibliotekets bogtårn

Normalt nyder jeg at tale dansk, men ikke hvis jeg skal holde en præsentation, hvilket jeg gjorde i tirsdags ved universitetet. Vi skulle analysere film i grupper på 4-5 mennesker, og jeg var godt nok nervøs over situationen. Når det blev min tur, begyndte jeg at tale meget hurtigt i håb om at komme ud af situationen så hurtigt som muligt, men min filmanalyse blev fulgt af et kvarters diskussion med mange spørgsmål. Jeg overlevede situationen, men det bliver endnu mere skræmmende i næste uge, når jeg skal holde oplæg foran hele holdet. Heldigvis ikke alene, men min rolle er at opsummere konklusionerne i vores præsentation, så jeg er den, der må vente længst på sin tur. Puha!

Til sidst vil jeg fortælle om ugens kulinariske oplevelse. Som I kære læsere ved, er jeg den værste sukkergris. I denne uge er jeg blevet bekendt med Jensen’s Bøfhus’ Ta’ selv softice. Man må spise så meget softice, man kan, og pynte den med forskellige saucer, sprøde, søde toppings og guf. Det var som at være på den finske isbar Spice Ice – men ikke på den side af disken, hvor kunderne står.

Ta’ selv softice – roud one!

Danskerne – det cyklende folk med mærkelige brødristere

Danskerne cykler altid, mange uden hjelm. Den dag, jeg ankom til Aarhus, blev jeg næsten påkørt af en cyklist, fordi jeg glemte at kikke til venstre, da jeg skulle krydse vejen. Cyklisten blev nødt til at bremse, og jeg bad om undskyld. Cykelvejen ligger nemlig mellem kørevejen og fortovet, og hver gang du krydser vejen, skal du kikke både efter bilister og cyklister. Når man står af bussen, skal man krydse cykelvejen for at komme på fortovet, så inden man stiger ud af bussen, skal man se, om der er cyklister inden for synsvidde. Men nu er det blevet vinter her i Aarhus, ikke en rigtig vinter, hvis man sammenligner med Finland, hvor der er masser af sne og cirka 25 graders frost, næsten -40 i Nordfinland. Da jeg en morgen gik i den et par centimeter tykke sne, lagde jeg mærke til den mærkeligste ting: Gaden var fyldt med gående danskere. Det var så glat, at mange havde valgt at gå. Der er også en anden grund til at cyklerne bliver hjemme, nemlig snefygning. Så vidt jeg ved, er det ikke et finsk ord for fænomenet, men det betyder, at snedriverne bevæger sig på grund af hård ving, og sigtbarheden forringes.



Et usædvanligt syn: cyklerne er hjemme midt på dagen

Jeg lavede en lille tur lige udenfor Aarhus en dag, da jeg var i Skødstrup for at besøge en veninde. Hun er lige så begejstret over Finland, som jeg er begejstret over Danmark. Det føles dejligt, at nogen holder så meget af mit hjemland, at hun har syet et lille finsk flag på sin rygsæk. Så det var en meget hyggelig dansk-finsk aften med finsk Juhla Mokka -kaffe. Min veninde og jeg spillede det finske spil Alias, hvor den ene forklarer ord og den anden forsøger at gætte ordet. Vi spillede på finsk med lidt dansk i mellem, og ordbøgerne var en vigtig hjælpemiddel i spillet. Det var så sjovt at observere sit eget modersmål. Hold kæft, hvor har vi mange synonymer i finsk og 15 kasus! Jeg er så glad for at have finsk som modersmål, så at jeg bare ved, hvilken kasus jeg skal bruge. Alle udlændinge, der er i gang med at lære finsk, har min sympati. Og det sjoveste er jo, at selv om man bruger den forkerte kasus, når man taler finsk, kan en finne udmærket godt forstå, hvad den anden vil sige.  

Alias-hygge

Jeg kan godt lide at se fjernsyn i Danmark. Hver morgen, samtidig når jeg spiser morgenmad, ser jeg Go’ morgen Danmark i fjernsyn. Og hvis jeg skulle gå glip af programmet, fordi at jeg fx sover for længe, kan jeg altid se Go’ aften Danmark på samme kanal. Jeg ser faktisk alt muligt fra håndbold til de kedeligste dokumentarer, bare programmet er på dansk. Okay, jeg forsøger at undgå haveprogrammer og Paradise hotel! At se danske programmer og film har været en rigtig god måde at lære dansk på. Jeg har lært utroligt mange ord og meget om udtale bare ved at se fjernsyn. Danskerne har altid glimtet i øjet, også når de laver TV-programmer, for programmerne er præget af humor og vittighed, men selvfølgelig også viden og gode råd. Man kan tit grine og blive i godt humør af at se fjernsyn. Et program, som jeg så i denne uge, var Snydt igen, hvor programmets skuespillerteam snyder danske forbrugere for at lære dem, hvad deres rettigheder er. I denne uge kørte taxachaufføren forbi den sidste afkørsel til Kastrup lufthavn og havnede i Sverige over Øresundsbroen. Kunden nåede ikke sit fly, men taxachaufføren gjorde bare sit arbejde. Hvad er lærestregen? Man skal altid komme af sted i god tid, hvis man skal i lufthavnen, og kunden har ikke nødvendigvis krav på kompensation, hvis han misser flyet, fordi taxachaufføren kørte forkert.

I Danmark er det lidt anderledes at riste brød end det er i Finland, for de fleste danskere bruger en brødrister, som ikke ligner den toaster, jeg har derhjemme i Finland. Brødristeren er egentlig bare en flad risteflade, hvor man lægger brødskiverne på. Min finsk veninde kalder risteren for ”leivänlämmitin” (=brødvarmer), fordi det tager så lang tid at riste brødet, og man skal også huske at vende brødskiverne på noget tidspunkt. Jeg har ikke altid tålmodighed til at samarbejde med brødristeren, men grunden til, at jeg vil riste mit brød er det danske pålægschokolade! Det er tynde skiver af chokolade, som man kan købe i to varianter: mørkt og lyst. Jeg kan bedst lide lyst. Fordi chokoladen er så tynd, smelter den på brødet, når brødet er lunt. Nu har jeg også lært, at pålægschokolade smager godt på rugbrød. Da jeg skrev mit speciale om madpakker, fandt jeg ud af, at én af de ting, børn ikke kan lide i deres madpakker, er rugbrød med pålægschokolade, men åbenbart er det noget for os voksne.

Brødristeren og pålægschokolade

KAGE!

Vores underviser ved universitetet sagde, at det kan være svært for udlændinge at udtale det danske ord ”kage”, fordi g’et falder bort ved udtale. Men jeg har satset på udtalet af de vigtige ord, så jeg har det ikke svært ved at udtale ”kage”. Og kage var nemlig et meget aktuelt udtryk i torsdags, da der var sønderjysk kagebord på Statsbiblioteket. Jeg havde aldrig oplevet sønderjysk kagebord før, men havde hørt, at der kan spises så meget kage som man kan fylde op på tallerkenen. Der var ikke kun ét bord med kage, men der var tre KÆMPESTORE borde fyldt med forskellige kager: lagkager, gulerodskage, hindbærsnitter, chokoladekage, forskellige småkager... you name it. Officielt hedder begivenheden ”Sønderjysk kaffebord”, og der skal serveres både bløde og hårde kager. Jeg har hørt, at der skal være mindst 16 forskellige kager. På Statsbibliotekets borde var der i alt 1,2 tons kager! Der var så mange mennesker til stede, at jeg og min veninde stod i kø i omkring 45 minutter, men der var et band, som spillede og underholdt mennesker imens de ventede på deres tur at læsse tallerkenen med kage. Sønderjysk kagebord på Statsbiblioteket finder sted kun én gang om året, så det var så specielt, at jeg ikke kunne vælge den mindste tallerken, men tog en mellemstor tallerken, som jeg gav 40 kroner for (lidt over 5 euro). En toplæsset tallerken med kage var lidt for meget for mig, selv om mine venner ved, at jeg kan spise overraskende store mængder kage. Man må ikke smide kage ud, så jeg købte en tom salatbakke i universitetets kantine og pakkede resten af kagerne i den tomme bakke, så jeg havde lidt kage til aftensmad.

I tirsdags havde jeg lidt hjemve, men bare en lille smule. Jeg tror, at det hele startede, da en pige på mit hold havde finske Muumi-kiks med på lektionen. Hun havde nemlig fandt dem på tilbudshylden i fødevarebutikken Netto. Jeg tog også til butikken efter lektionen og fandt ikke kun Muumi-kiks, men også finske Prinsesse-kiks (som tidligere hed Hans og Grete kiks, hvorfor skal man altid skifte ud de gode navne?!). Som I kan se, har denne uge mere eller mindre handlet om kiks og kage. I øvrigt lærte jeg, at det danske ord ”kiks” kommer fra det engelske ord ”cakes”. En anden sjov ting angående etymologi fandt jeg ud af, da jeg forberedte mig på en lektion ved at læse sprogvidenskab. Ved I hvor ordet ”sandwich” egentlig kommer fra? Der var en Earl of Sandwich i England i 1700-tallet, og han ville spise sit brød og sin kød sammen, så at kødet var lagt imellem to stykker af brød. Tusind tak for den geniale idé, Earl of Sandwich!

Jeg har været lidt kreativ og lavet håndarbejde. Cirka ti minutter fra mit hus ligger et værksted kaldt Huset, hvor man kan lave ting af ler, glas, stof... næsten alt du finder på. Når man er færdig med sit arbejde, betaler man et bestemt beløb for materialerne, man har brugt. Jeg har været på værkstedet med to danskere og har lavet blandt andet et armbånd af læder og en skål af små stykker af glas. Glasstykkerne placeres i en skål, som tåler varme, og bagefter lægges skålen i en brændingsovn, hvor glasset smelter. Glasstykkerne stammer fra knuste bilruter eller andet glas, som er gået i stykker, og som folk har leveret på værkstedet for genbrug.

Én af ugens hedeste nyheder i Aarhus har været en rig aarhusianer, der har efterlyst en norsk kvinde, som han mødte på en Café i Aarhus i december, men glemte at få kvindens navn og telefonnummer. Manden er smask-forelsket i kvinden og har brugt sindsygt mange penge på at finde sit livs kærlighed, nemlig 23 000 kroner har han brugt til at annoncere i norske medier. Manden har sagt, at han bliver nødt til at tro, at han kan finde hende. Jeg til gengæld bliver nødt til at beundre mandens optimisme og sejhed. 

Til sidst lidt om vejret: Der var en kæmpe storm i Aarhus i mandags. Den vildeste, jeg har oplevet i Danmark, og den var faktisk den værste storm i seks år. Jeg kunne virkelig føle huset, som stammer fra 1800-tallet, bevæge sig, når det blæste. Og nu er meteorologernes trusler om sne blevet til virkelighed, og sneen er dalet i Aarhus. Jeg tænkte, at jeg ville se sne først i næste vinter.



Fangsten fra sønderjysk kagebord (og til dem, der forundrer sig, hvorfor jeg sidder i Psykologikantinen med kagerne, selv om kagebordet fandt sted på Statsbiblioteket, kan jeg fortælle, at jeg krydsede Randersvej og Nordre Ringgade med kagerne og var lidt bange for, at der ville komme Kasper, Jesper og Jonatan og røve mine kager).



Armbåndet og skålen, som jeg fik lavet i Huset

Bordfodbold – mere svært end dansk

I Danmark skal man hygge sig, og i fredags kunne aarhusianerne hygge sig i bussen med en kop kaffe og slik, for der blev uddelt gratis kaffe og bolcher. Jeg, som bor så tæt på centrum og universitetet, tager ikke bussen så ofte. Men da jeg var på vej til universitetet, gik jeg forbi et stoppested, hvor en smilende mand kom til mig og sagde: ”Du skal have en kop kaffe” og oven i købet fik jeg en håndfuld slik, og manden ønskede mig en god weekend. Man bliver bare så glad for sådan noget! Grunden til, at der blev uddelt kaffe og bolcher var, at trafikselskabet Aarhus Sporveje har siden slutningen af december fået mere end 500 sms’s med ros til chaufførerne og selskabet ville takke rejsende for det positive feedback.

Hver fredag om eftermiddagen samles de danske studerende på fredagsbarer på universitetet. Forskellige institutter arrangerer deres egne fredagsbarer i universitetets lokaler, hvor man kan købe billig øl og andet alkohol, spille og hygge sammen med studiekammeraterne. I fredags var jeg også på fredagsbar med nogle danske studerende. Danskerne er glade for at spille bordfodbold, det samme spil, som Joey og Chandler altid spiller i Venner, og det skal der også spilles på fredagsbar. Ud over min finske accent skiller jeg mig ud fra danskerne på grunden af mine manglende færdigheder i bordfodbold. Jeg er simpelthen så dårlig til det spil, at jeg har konstateret, at det er mere svært end det danske sprog. Jeg kan bare ikke få kraft i de slag, hvormed jeg forsøger at få bolden ind i modstanderens mål. Det er lidt nemmere at få bolden i eget mål, men hvor ærgerligt, at det ikke er meningen med spillet.

Én af mine danske yndlingsserier er Klovn, som i Finland kendes ved navnet Kyllä nolottaa (fin.) eller Pinsamt (sv.). Og pinligt er det jo! For en gangs skyld har man fundet på en smart oversættelse for TV-seriens navn. Nu har Frank Hvam og Casper Christensen lavet en film, som baserer sig på serien: Klovn The Movie. Jeg var blevet advaret af flere danskere i forvejen, at filmen kan være chokerende og provokerende. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine, selv om filmen var pinlig. I filmen tager Frank og Casper ud i ”kanotur”, og med på turen har de også Franks 12-årige nevø Bo. Alle, som har set Klovn på fjernsyn, kan jo gætte, at alt ikke går som planlagt. Ud over en sjov filmoplevelse var jeg glad for den rimelige pris på biografbilletten, som kostede 65 kroner (cirka 8,7 euro). I Finland er jeg blevet vant til at give langt over 10 euro for en biograftur om weekenden.  

Den 5. februar var Runebergdag i Finland, og det betyder, at der skal spises runebergkager, som jeg også bagte. Runeberkagerne er altså finske bagværk, som bages til ære af den finske forfatter Johan Ludvig Runeberg (1804-1877), som var født den 5. februar. Historien fortæller, at da Runeberg en gang fik gæster, var der ingenting at byde på til gæsterne, så Runebergs kone Fredrika Runeberg samlede alt gammelt brød og krummer, hun kunne finde i skabene, og bagte kager af dem. For at gøre kagerne pænere lavede hun syltetøj og glasur ovenpå. Jeg ved ikke, om historien om kagernes oprindelse er sandt, men den har jeg hørt da jeg var lille og vil tro på den.

Jeg skal også studere lidt, for jeg er her på udveksling. Jeg har dog haft problemer med at få adgang til universitetets intranet, hvor alt studiemateriale findes. Så den første uge slappede jeg bare af, fordi jeg ikke kunne læse noget. Det er meningen, at det skal være meget behændigt, når største delen af materialet findes på nettet, men jeg er så gammeldags, at jeg hellere vil gå til studiesekretæren og købe et kompendium med de tekster, man skal læse. I lørdags fik jeg endelig oprettet en konto på intranettet og kunne starte med at læse H.C. Andersens eventyrer, heldigvis en del af de samme, som jeg allerede har læst på et kursus i Finland. I Danmark studerer man på hold, dvs. at man har i stort set alle lektionerne med de samme studiekammerater de to første år inden man vælger sidefag. Et hold er delt ind i flere læsegrupper, som mødes for at læse sammen og forberede sig til eksamener. Jeg er glad for at have et kursus sammen med mit gamle hold, som jeg læste med i efteråret 2009, da jeg var her på udveksling for første gang.

Runebergkager

Søndagstur i Uniparken

Rugbrød, kronprinsen og høstvejr

Min rejse til Danmark begyndte med den mindste flyvemaskine, jeg nogensinde har været ombord på. Flyveturen, som var opereret af et dansk flyveselskab, var fyldt med finner, der gættede, at det var på norsk, stewardessen læste sikkerhedsinstruktionerne. Jeg gættede, at det underlige sprog var dansk og ville selvfølgelig bruge chancen til at tale dansk, og stewardessen blev glad for at kunne betjene mig på sit modersmål. Efter en lille morgenlur mærkte jeg, at jeg pludselig havde fået flere aviser i min sædelomme. Og i det samme øjeblik kom stewardessen og beklagede, at hun ikke tidligere havde medbragt danske aviser til mig.

Fra Kastrup fortsatte jeg rejsen med tog. Togturen fra København til Aarhus tager omkring tre og en halv time, og derfor forsyner jeg mig altid med det royale ugeblad Billed-Bladet. Den her gang var jeg dog heldig og kunne rejse med lyntoget, der kører strækningen på tre timer. Men jeg fik en rimelig dosis af kongelige nyheder. Blandt andet fandt jeg ud af hvem der havde strikket tæppet, som den ene af kronprinsparrets tvillinger var svøbt i, da familien forlod Rigshospitalet. Jeg fandt også ud af, at kronprins Frederik vil besøge International Center ved Aarhus Universitet den følgende dag. Nysgerrig som jeg er, blev jeg selvfølgelig nødt til at lige gå forbi International Center samtidig da kronprinsens sølvgrå bil kørte ind på parkeringspladsen. Jeg følte mig som turist, men det er jeg vel også.

Jeg har lejet en lejlighed i nærheden af universitetet. Udsigten fra min lejlighed er dejlig, hvis man kikker til venstre, så ser man hele byens centrum, som domineres af Rådhustårnet og Bruun’s Galleri. Men hvis man kikker lige ud, ser man kæmpe boligblokke, så jeg foretrækker udsigten til venstre. Men endnu bedre end udsigten er det faktum, at der findes opvaskemaskine i lejligheden... ja, okay jeg er helt forkælet, for der er også vaskemaskine og tørretumbler.  

I går havde jeg min første lektion ved universitetet. Jeg havde naturligvis smurt en madpakke, den her gang med rugbrød, ost og økologisk agurk. På den anden side forsvandt økologien, da jeg pakkede madderne ind i sølvpapir. Inden selve lektionen begyndte, havde en del af de danske studerende i klasseværelset taget frem deres madpakker og termoflasker med varm kaffe og te. Resten af madpakkerne fandt deres vej ud af taskerne da pausen begyndte. Hver gang jeg ser danskere spise madpakker, bliver jeg glad, for det beviser, at mit speciale om den danske madpakketradition ikke var noget pjat, men derimod findes der en madpakkekultur i Danmark. 

Jeg plejer altid at sammenligne Danmark med Finland og danskere med finner. I går blev jeg påmindet om, at facere i Danmark er meget mere ”agressive” end i Finland. Når man møder facere i Finland, plejer de bare at ønske en god dag efter at man har nægtet at snakke med dem. Selvfølgelig er der jo et par sejere facere blandt finner. I går mødte jeg en dansk facer, der ikke manglede sisu og sejhed. Jeg spottede ham fra cirka ti meters afstand og forsøgte at skifte retning for at undgå at snakke med ham. Men det lykkedes ikke. Han kom til mig alligevel, gav hånden og præsenterede sig selv. Han var skidedygtig til at tale og gik igennem alle temaer fra børnesoldater til homosexualitet – han kunne tilmed nævne alle de syv lande i verden, hvor homosexualitet straffes med døden. Og jeg må sige, at jeg fik ret dårlig samvittighed over, at jeg ikke vil give 2 kroner per dag til Amnesty International.

Selv om Aarhus er kendt for vind, der ødelægger frisuren (burde aldrig have klippet pandehår lige inden jeg rejste), er jeg så glad for vejret her i Østjylland: Ingen sne i gaderne! Det ligner faktisk høstvejr, og der er stadig tørre blade på træerne.

Udsigten fra mit vindue