Sofaen

Det, som jeg bedst kan lide ved tiden efter jul, er, at man kan slappe af uden at have dårlig samvittighed. Man må gerne ligge på sofaen, spise chokolade, surfe på nettet og læse romaner. Desuden har jeg haft en god undskyldning for at blive indendørs, idet stormen Dagmar vælter træer derude, og politiet har opfordret folk til at blive indendørs. Jeg gør det dog ikke, fordi politiet anbefaler det, men fordi jeg ikke gider at rejse mig fra sofaen.

Jeg har snart læst to romaner, imens jeg har ligget på sofaen. Tilsammen har jeg læst 17 romaner i år, men jeg synes ikke, at der er nok. Mit nytårsløfte kunne være, at jeg læser mindst 30 romaner i løbet af det kommende år – det er kun 2,5 romaner per måned. Da jeg var  i København, gik Pernille og jeg igennem en bog, som hedder 1001 bøger du skal læse før du dør. Jeg havde jo læst nogle af bøgerne, men der var rigtig mange, som jeg ikke havde læst. Til næste år skal jeg i hvert fald læse Little women, Hundehoved og Tatt av kvinnen.  Der er også en børnebog på min liste: Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige af Selma Lagerlöf.

Jeg har også underholdt mig selv med at tage gamle indfødsretsprøver på nettet. Indfødsretsprøven er en test, som udlændinge skal tage, hvis de vil blive danske statsborgere. Prøven består af 40 spørgsmål, og man skal svare korrekt på mindst 32 spørgsmål. På nettet bliver der solgt øvepakker, hvormed man kan øve sig til prøven, som holdes to gange om året. Min højeste score er 36 point. Jeg plejer altid at svare forkert på mindst ét spørgsmå, som gælder dansk historie og ét eller to spørgsmål, som gælder danske samfundsforhold. Der bliver også stillet flere spørgsmål om kultur. Til prøven i december i år blev der for eksempel spurgt, hvad tv-serien om det politiske spil i Danmark, som DR sendte endnu en sæson af i efteråret 2011, hedder: a) Borgen b) Tinget c) Parlamentet. Spørgsmålet blev kritiseret, fordi ens chancer for at blive statsborger burde ikke afhænge af, hvilke tv-programmer man ser, og blandt andet Jyllands-Posten skrev: ”Skal man se Borgen for at blive dansker?”.  Man har faktisk diskuteret om at erstatte indfødsretsprøven med en statsborgerskabsprøve. Du kan tage den seneste prøv her. 

I morgen skal jeg rejse mig fra mine forældres sofa og tage hjem.

Nordisk hygge

I løbet af den seneste uge har jeg haft det ret travlt, men det har været nogle enormt hyggelige dage. Og nu er der også lidt sne/sjap på marken, så måske bliver julen alligevel hvid.

Tidligt torsdag morgen ramte jeg dansk jord og blev modtaget af det aldrig svigtende danske regnvejr. Jeg tog til København for at besøge min veninde, Pernille, som boede på samme kollegium som mig i Aarhus i 2009.  Men nu er hun altså flyttet til hovedstaden. Jeg havde to ønsker for min rejse: Jeg ville spise æbleskiver og besøge Mette Blomsterbergs butik. Æbleskiver er en dansk delikatesse, som bliver lavet af pandekagedejagtig dej, men de indeholder normalt ikke æbler, ligesom de gjorde i gamle dage. Man spiser æbleskiverne med flormelis og syltetøj. Pernilles æbleskivepande blev testet for første gang, og til sidst lykkedes vi med at bage runde æbleskiver.

Om aftenen så vi julekalender i fjernsynet – Nissebanden i Grønland. Julekalendere er en typisk dansk juletradition og dem findes der mange af i fjernsynet, både til voksne og børn. Flere tv-kanaler har deres egen julekalender. Der bliver dog ikke lavet en ny julekalender hvert år, men de gamle julekalendere bliver genudsendt. Min yndlings julekalender er Anders Matthesens Jul på Vesterbro, som er en satirisk julekalender for voksne.

Vi gik også rundt i butikkerne på Strøget og kikkede i flere genbrugsbutikker og spiste kage på La Glace. Jeg var også med til en forelæsning om ”cardiovascular diseases”, det var i forbindelse med Pernilles studium. Finland blev nævnt flere gange under forelæsningen, fordi det fungerede som et godt eksempel på et land, hvor der er mange sygdomme af den slags.

På vej hjem var mit fly forsinket. Den lange ventetid var lidt for lang for nogle motorcyklister, som havde svært ved at opføre sig pænt i flyet. Blandt andet trængte de til at få en smøg på ikke-ryger-flyet. De viste også deres kreative side ved at folde papirflyvere og lave papirkugler af opkastningsposer og kaste dem på hinanden. Og åbenbart troede de, at de kom hurtigere ud af flyet, når de rejste sig fra deres sæder under landingen – det gjorde de ikke.

I lørdags var jeg til vores studenterforenings 25-årsfest, som blev holdt på Hanaholmens kulturcentrum. Allerede inden jeg tog af sted, var mine nye strømpebukser gået i stykker, men min korte kjole var heldigvis lang nok til at skjule skaden. Der havde nemlig været uenighed om dresscoden, og jeg var én af de uheldige, som følte sig lidt underklædt blandt pigerne med de lange prinsessekjoler. Til denne Saga fest skulle man ikke skære couscous med kniv, men derimod blev der serveret den lækreste middag: Foie gras, trækul grillet fjeldørred og flødefromage med havtornkompot. I løbet af aftenen blev vi blandt andet underholdt af instituttets kvindelige lærere, som sang et par af deres greatest hits: Finske tangoer oversat til svensk. Den følgende morgen fortsatte festen med drikkeviser, Gammel Dansk og brunch.

Efter fem og et halvt års studieliv er jeg færdig med at læse. I går var jeg til en begivenhed, hvor der blev uddelt eksamensbevis. At blive cand. mag. i Finland adskiller sig lidt fra at blive færdig med studierne i Danmark, hvor man afslutter studierne med at cykle til univeristetet og aflevere sit speciale til studiesekretæren, som eventuelt byder på et specialebolche. Der er også mange, der skal forsvare deres speciale, inden de bliver færdige. Jeg kan godt lide den fisnke måde at blive færdig på, når alle doktorer, kandidater og bachelorer sidder i samme festsal med deres familiemedlemmer og venner og modtager deres eksamensbevis.

Den bedste måde at fejre sin eksamen på er selvfølgelig at nyde et stykke kage i godt selskab. Tak for kage Oona!

Huskelisten

Aflever forelæsningsdagbog: CHECK

Skriv Helle Helle opgave: CHECK

Køb julegave til Finlandsfan: CHECK

Støvsug: CHECK

Pak kufferten: CHECK

København: CHECK-IN i morgen tidlig!!!

Børnesprog

Jeg synes, at dansk er verdens smukkeste sprog, næst på listen kommer norsk, islandsk og finlandssvensk. Der er sikkert mange, der synes, at jeg har dårlig smag, fordi jeg betragter sådant et kartoffelsprog som verdens smukkeste. Men dansk er musik i mine ører. Da jeg boede i Danmark, sad jeg ofte i bussen og aflyttede, da danskerne snakkede med hinanden, ikke fordi jeg var nysgerrig, men fordi jeg ville høre deres bløde d’er og utallige vokalfonemer.

I dag, da jeg læste i Aftenposten på nettet, blev jeg igen påmindet om, hvorfor jeg holder af norsk. Det er ikke kun talemelodien og de omvendte genitivformer (hytten vår, kofferten min), jeg er begejstret over; jeg kan endnu mere lide nordmændenes måde af skrive ord på. Der er nogle norske ord, hvis skrivemåde er tættere på udtale end skrivemåden af modsvarende danske ord – derfor er der nogle, der kalder norsk for børnesprog. Ord, som ender på –ion på dansk, ender på –sjon på norsk: station à stasjon, nation ànasjon. En del ord, hvor der på dansk forekommer ”c”, bliver skrevet med ”s” på norsk , for eksempel centrum er på norsk sentrum, og december bliver til desember. Ét af mine yndlingsord på norsk er sjåfør – chauffør på dansk.



Drosjesjåføren kjørte mot sentrum. 



Flødekarameller

Hilsen fra mit køkken, hvor det dufter af friskbagte muffins, stegte æbler og flødekarameller. Jeg får besøg af fem veninder i morgen og er selvfølgelig begyndt at forberede desserten i god tid. Jeg serverer æblemuffins med hvid chokoladecreme og en lille smule kanel på toppen. Imens muffinsene var i ovnen, forberedte jeg mig til tolkekurset. I morgen (eller søndag er faktisk allerede blevet til mandag) skal vi lære hinanden at huske ting udenad. Jeg skal lære de andre at huske Finlands 10 største søer ved hjælp af en kort historie, som jeg har fundet på. Historien er på finsk og den fungerer ikke på dansk, så den deler jeg ikke med jer, mine kære læsere. Men jeg kan fortælle jer, at de ti største søer i Finland er Saimaa, Päijänne, Inarijärvi, Pielinen, Oulujärvi, Pihlajavesi, Orivesi, Haukivesi, Keitele og Kallavesi.

Flødekaramellerne er en julegave fra mig til mine veninder. Jeg har lavet karamellerne efter en opskrift af den danske konditor Mette Blomsterberg, men jeg har lavet nogle små ændringer i opskriften:

0,5 l piskefløde

2,5 dl sukker

50 g smør

¾ dl glukosesirup

NB! Det kan være svært at få fat i glukosesirup i Finland, men i Danmark kan man købe den blandt andet i Føtex og andre supermarkeder.

Kog fløde, sukker, smør og glukosesirup ind i en gryde til karamellen er gylden og tyktflydende. Husk at røre i den med jævne mellemrum. Karamellen er færdigkogt, når den slipper grydens bund. (Det tog mig næsten én time at koge karamellen!) Tag gryden af varmen, og held karamellen op i en firkantet beholder, som er foret med bagepapir. Lad karamellen afkøle ved stuetemperatur til næste dag. Hvis karamellen er alt for blød og ikke stivner med det samme, kan du putte den i køleskabet for cirka et kvarter. Prøv at skære et stykke af karamellen for at se, om den er stiv nok. Den følgende dag kan du skære karamellen ud i små kvadratiske stykker og pakke dem ind i cellofan.

Nordiske julesmage

I mandags var jeg til gløggsmagning med Oona og Emmi. Begivenheden var arrangeret af Klubb Norden, som er en lokalforening af Pohjola-Norden. Denne lille lokale forening i Helsingfors arrangerer nogle hyggelige begivenheder et par gange om året. Jeg har tidligere været til foreningens chokolade- og ostesmagning, og i denne uge smagte vi altså på gløgg og juleøl.

Man fik smage seks forskellige gløgg, fem forskellige juleøl samt noget julemost, som er en svensk læskedrik, lavet af humle og malt. Der blev selvfølgelig serveret nordisk mad: Dansk rugbrød, pebernødder, lussekatter, norsk fruktkake, oste mv. I løbet af aftenen fik vi også høre om forskellige nordiske juletraditioner. Jeg var ikke den eneste tossede danmarksfan til stede, men der var også et kærestepar, som havde boet i Danmark og havde skaffet årets julebryg til begivenheden. Pigen var tilmed iført en Tuborg nissehue – jeg burde også have taget min Tuborg hat med!

Aftenen kulminerede med, at vi skulle vælge aftenens bedste drik. Vi gav drikkene point på en skala fra 1-5, hvor 1 betød dårlig og 5 fantastisk. Aftenens vindere var den svenske Blossa vinglögg og Tuborg Julebryg. Jeg må sige, at julemost var en positiv overraskelse for mig; jeg havde aldrig smagt det, men tror, at jeg køber en flaske til jul.

Foto: Oona

Tolk

Jeg hedder Riikker. Jeg er tolk. Jeg prøver at tolke alt, som bliver sagt, uden at tilføje eller fjerne noget. Jeg er upartisk og har tavshedspligt. Jeg tolker i jeg-form. Det er et mantra, som tolken skal kunne uden ad og som tolken skal sige, inden tolken begynder at tolke. Det bliver dog ikke mit mantra.

Jeg har deltaget tre tolkekurser i løbet af de sidste tre måneder og har lært dit og dat om at være tolk. Jeg synes bare ikke, at det er noget for mig. For det første skal tolken være usynlig og gemme sin personlighed væk. Tolken skal bare gentage noget, den anden siger. Ifølge vores lærer må tolken heller ikke smalltalke med kunderne før eller efter den officielle tolkning. Det passer jo ikke til mig, der altid bliver så glad for at møde fx danskere og at få mulighed for at tale dansk med dem.

For det andet arbejder tolken oftest som freelancetolk og har meget uregelmæssige indkomster.

For det tredje skal tolken være heltvildtsupermegadygtig til de sprog, man tolker til og fra. Jeg nyder normalt at udtrykke mig på fremmede sprog, men det gør jeg ikke så meget, hvis jeg lige præcis skal bruge de ord, som nogen anden har valgt for mig. På tolkekursene har vi oftest øvet os ved at holde taler på finsk og ved at gentage talerne på finsk. Denne øvelse handler om at blive bedre til at huske ting uden ad: Vi må altså ikke lave noter om taler, der varer under 2 minutter. Et par gange har vi også siddet i rigtige tolkebokse i Forsthuset og tolket til fremmede sprog. Jeg har tolket til dansk, hvilket ikke altid har været så nemt, fordi jeg ikke har kunnet slå ord op, og emnet har fx været økonomisk krise i Grækenland eller fedtlever.

Men jeg synes ikke, at de sidste tre måneder af mit liv er gået til spilde, fordi jeg har lært alt muligt nyttigt om tolkning og oversættelse og om alt muligt andet fra Barbiedukker til Lissabontraktaten. Og det har været sjovt at sidde i tolkeboksen og lege at man er en rigtig konferancetolk.

Tolkeboks med udstyr fra Danish Interpretation Systems - selvfølgelig

T.T.T.

En gang imellem savner jeg den lejlighed, hvor jeg boede i Aarhus i foråret. Udsigten over Aarhus C var fantastisk, min udlejer havde mange fine ting fra kopper til møbler, og lejligheden lå så centralt, at jeg altid kunne gå hjem. Én af de ting, jeg i de sidste dage har savnet fra lejligheden, er et lille billede, som min udlejer havde hængt op på væggen ved siden af sengen. På billedet var der en tegning og et citat af Piet Hein: ”Husk de tre: T. T. T.! Slid, men vid: Ting Tar Tid!” Det billede så jeg hver morgen, da jeg vågnede, og det var godt at blive påmindet om, at man skal være tålmodig. Det har jeg nemlig lidt svært ved indimellem, specielt, når jeg skal lære eller opnå noget.  

I dag blev jeg påmindet om en lidt sjov historie fra den gang, jeg var cirka 5 år gammel og allerede utålmodig – men den gang var det altså slet ikke sjovt! Det var sommer, jeg var ombord på et lille skib i Ålands skærgård med min familie og ville lære at binde snørebånd. Hele den én times sejltur sad jeg på dækket og snøftede og forsøgte at binde de pokkers snørebånd. Jeg kan godt forestille mig, at de andre passagerer har haft sympati – ikke for mig, men mine stakkels forældre, som skulle holde sådan et barn ud. Men da skibet sejlede ind i havnen, kunne jeg binde mine snørebånd!

J-dag

I fredags kl. 20.59 blev det sluppet løs. Hvad for noget? Tuborg Julebryg. Den første fredag i november, når man begynder at sælge juleøl i Danmark, kaldes for J-dag. Danskerne samles på barer og værtshuse, som er pyntet med Tuborg-julepynt og hvor der bliver spillet julemusik. Men det er virkelig først kl. 20.59 at man må begynde at sælge julebryg. Sidste år forbrød Lidl sig mod julebryg-traditionen ved at sælge juleøl allerede torsdagen inden J-dag. I år bliver Lidl straffet og kæden får Tuborg Julebryg leveret først efter J-dag. Julebryg har været en del af danskernes jul siden 1981, og siden 1990 har man lanceret årets julebryg i forbindelse med J-dag. Det handler altså om en national begivenhed, som den tyske discountkæde også bør respektere.

Når man i Danmark fejrer J-dag, tager jeg også mit Tuborg-banner frem og hænger det op på væggen i stuen. Banneret fik jeg af en bofælle på kollegiet, hvor jeg boede den første gang, jeg var på udveksling i Danmark. Banneret minder mig om julen 2009, da jeg fik opleve alle mulige danske juletraditioner fra æbleskiver til julefrokost. For mig betyder J-dag også, at julen virkelig nærmer sig, og at man snart kan begynde at høre julesange, bage julesmåkager og købe/lave julegaver. Det bedste med jul er stemningen, dufte (specielt af hyacinterne!) og pynt. Jeg er altså tosset med jul!

Her i Finland tog man ét skridt nærmere mod jul i sidste uge, da varehuset Stockmann åbnede deres juleafdeling. Jeg var der i fredags med Oona for at se alt det fine pynt, forskellige julelys og små juletræer. Snart skal jeg også pynte mit hjem med julepynt, men jeg tror, at jeg venter til cirka midten af november, hvis jeg bare kan. Og jeg må også købe en julekalender, med chokolade i, selvfølgelig!  

Oslo

Halli hallå! Lite kort info om studieresan till Oslo.

Det er altså i Norge, hvor papirclipsen blev opfundet i 1899 af matematiker Johan Vaaler. Ostehøvl er også en norsk opfindelse, men det er hverken papirclips eller ostehøvl, som finske og svenske studerende tænker på, når de hør ordet ”nordmand”. I stedet for tænker de på glade og rige mennesker, olie, fisk, natur, 17. maj, ski og lusekofte – den traditionelle norske cardigan. Disse stereotyper blev for det meste bekræftet i løbet af den 5 dage lange studierejse på Voksenåsen konferencehotel, hvor jeg var med 8 andre studerende fra Helsingfors universitet. Samtidig med os var der studerende fra Göteborg på hotellet, og vi havde en del forelæsninger sammen med dem.

Stortinget

Vores program var stramt fra morgen til aften: Vi hørte mange historier om Per, Pål og Espen Askeladd, så Ibsens teaterstykke Hedda Gabler på Nationaltheatret og mødte en af Norges populæreste forfattere, Hanne Ørstavik – hun var så imponerende, at man selv fik lidt lyst til at begynde at skrive. Vi besøgte også den sal, hvor Nobels fredspris bliver uddelt hvert år, frøs os ihjel på Vigelandsparken og spiste kage på Finlands Ambassade. Lidt fritid havde vi også, og jeg gik på jagt efter Rema 1000 i håb om billig Kvikk Lunsj, men det var ikke på tilbud.

Holmenkollen

Voksenåsen var et rigtig fint sted. Konferencehotellet er en nationalgave fra Norge til Sverige som tak for den humanitære hjælp under Anden Verdenskrig. Jeg havde hørt, at der er en fantastisk udsigt over hele Oslo fra Voksenåsen, men det så jeg ikke, fordi det var så tåget hele tiden. Jeg må indrømme, at jeg havde glædet mig mest til maden på Voksenåsen, og den var jo enormt lækker! Jeg glemte faktisk, hvad det betyder at være sulten, fordi der var så meget at spise. Vi fik tilmed lave madpakker en morgen, da vi skulle på guidet tur rundt Oslo. Jeg gav tips om indpakning af madpakken til svenske drenge og fandt det lidt morsomt, at én af dem havde røræg og bacon som pålæg på rundstykket. Til frokostbuffet serveredes der altid rigeligt med fisk og skaldyr og rogn og forskellige salater. Hver dag til frokost sprang jeg hovedretten over for at kunne spise alle de forskellige slags desserter: Æblekage, kransekage, ostekage, chokolademousse, jordbærmousse, pannacotta, vaniljeparfait, you name it! Tanken om at spise på Unicafe i næste uge føles lidt deprimerende i øjeblikket.

Dessert!!!!!!!

Jeg shoppede lidt "godteri"

For to og et halvt år siden var jeg på en lignende studierejse på Schæffergården i Danmark. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne studierejserne til Schæffergården og Voksenåsen med hinanden. Og lad mig starte med mit yndlingstema: Maden. Både på Schæffergården og Voksenåsen spiste vi meget. Jeg har faktisk hørt, at folk har kaldt kurset på Schæffergården for "fat camp" - på grund af al den mad. Jeg må sige, at frokosten var bedre på Voksenåsen, fordi der var ordentlig dessert til frokosten. På Schæffergården skulle man nøjes med  ”dessert for voksne”, dvs. ost med frugt og syltetøj. Men til gengæld fik vi en 3 retters middag på Schæffergården, mens vi kun fik en 2 retters middag på Voksenåsen. Og selve middagen smagte også bedre på Schæffergården. Desuden fik man kage til eftermiddagskaffen på Schæffergården – Voksenåsen havde et sundere alternativ: masser af frugter.

Det sundere alternativ på Voksenåsen

+ på Schæffergården:

+ Vi så en bedre film den første aften (Babettes Gæstebud vs. Trolljegeren)

+ Gåturen gennem Dyrehaven var hyggelig

+ Værelset var hyggeligere, og tilmed med altan!

+ Mere fritid

+  på Voksenåsen:

+ Det var hyggeligt med en guidet tur rundt Oslo. Savnede en guidet tur rundt Kbh i 2009.

+ Jeg fik mere ud af forelæsningerne, fordi jeg er blevet dygtigere til at forstå nordiske sprog

+ Medrejsende var som helhed sødere   

Ét af de sjoveste minder fra Schæffergården er episoden med vinflasken. Mig og en anden pige fra Helsingfors havde købt en billig flaske rødvin i Netto, men det var en flaske med prop. Efter seks forskellige måder at forsøge at åbne vinflasken på (blandt andet med saks eller ved at skubbe proppen ind i flasken), gik vi på hotellets bar, og jeg spurgte på mit haltende dansk, om bartenderen kunne åbne flasken, hvis vi lovede at drikke den ind på vores værelse – han var sød nok til at gøre det. Dette problem havde vi ikke på Voksenåsen, fordi der ikke findes billig rødvin i Norge!

Vinflasken, vi aldrig glemmer

Jeg vil nok sige, at det er helt umuligt at sige, hvilken af studierejserne var bedre og sjovere. Men Schæffergården var en livsforandrende oplevelse, fordi jeg besluttede mig for at tage på udveksling til Danmark efter at jeg var blevet forført af dansk og Danmark på studierejsen.

Halli hallå! Hilsen fra vennene våre – Nansen og Amundsen!

(Gammel) Dansk

Min ordbog før og nu

Jeg har tit klaget over, at jeg ikke har muligheder nok for at tale dansk i Finland, men i denne uge har jeg været meget heldig. I mandags var jeg på danskkursus på Arbis, i tirsdags var jeg til Saga-sits, i onsdags havde jeg lektion i dansk litteratur og oven i købet var der nordisk sprogcafé på Nifin og i fredags drak jeg kaffe med en dansk pige, jeg lærte til Finlandsfans fødselsdagsfest i Aarhus at kende. Nu var pigen på besøg i Finland. Derudover har jeg selvfølgelig nydt de utallige danske tv-programmer, som FST5 viser næsten hver aften.

Vores studenterorganisation hedder Saga, og Saga arrangerer sits hvert efterår og forår. Sitsen er en fest, som går ud på, at man spiser, synger drikkeviser, skåler med mennesker, som sidder i nærheden og sludrer med folk. Denne gang havde vi en sits med efterårstema, og alle skulle klæde sig i efterårsfarver og gummistøvler. Jeg havde hørt fra arrangørerne, at personen i det sejeste tøj ville få en præmie, og i håb om præmien var jeg iført en gul refleksvest (fordi det er mørkt om efteråret) og blade i håret, men til min skuffelse var der ingen konkurrence! Maden, som blev serveret, var tilfredstillende: salat til forret, hønsesovs med couscous til hovedret og æblestykker, vaniljesovs og noget kikseagtigt til dessert. Jeg vil ikke klage over maden, men jeg vil bare stille et spørgsmål: Er det meningen, at man skal skære couscous med kniv? For en danmarksfan kan det være lidt skamfuldt, hvis man aldrig har smagt Gammel Dansk, det synes i hvert fald min dansklærer. Til Saga-sitsen smagte jeg endelig denne snaps med en kraftig og lang bitter smag. Den smagte ikke så forfærdelig, som jeg havde forestillet mig, men den var heller ikke ”ufattelig hyggelig”, hvilket snapsens slogan påstår. Jeg tror alligevel, at jeg forsøger at holde mig væk fra Gammel Dansk så godt som jeg kan, fordi jeg kunne bemærke, at efter at jeg havde bundet mit lille glas med Gammel Dansk, var jeg langt fra ædru! Men sitsen var altså ufattelig hyggelig.

Selv om Gammel Dansk er krydset af min liste over danske ting, jeg ikke har oplevet, prøvet, smagt osv. findes der mange ting, jeg ikke ved om det yndige land. I onsdags fandt jeg ud af, at jeg burde vide, hvem Kaj og Andrea er. Det vidste jeg ikke, men nu har jeg lært, at Kaj er en frø og Andrea er en papegøje, som DR benytter i sine børneudsendelser.

Kaj og Andrea (http://www.24.dk/image/3599246/584x227?.cached)

Nu glæder jeg mig til i morgen: Jeg rejser til landet, hvor papirclipsen blev opfundet.

Karelske pirogger

I lørdags fik jeg besøg af to madører, Emmi og Oona. ”Madøre” er et ord, jeg har lært på koversationskurset i dansk, som jeg går på i Arbis (=Svenska arbetarinstitutet i Helsingfors). Madøre betyder én, der godt kan lide at spise eller at lave mad, og det kan altså jeg og mine to veninder. I lørdags bagte vi karelske pirogger. Som forbillede havde vi et gammelt finsk madprogram fra slutningen af 1980’erne, hvor en kvinde bager pirogger med én hånd. Altså hun har jo to hænder, men hun er så dygtig til at lave karelske pirogger, at hun kan gøre det med én hånd! Piroggerne hedder karelske pirogger, fordi de oprindeligt kommer fra Karelen, et område i Sydøstfinland, ved grænsen til Rusland. Man laver piroggerne ved at koge grød af ris eller byg, som lægges på et stykke tynd rugdej, som foldes sammen med fingerspidserne. Det traditionelle pålæg på karelske pirogger er ægsmør, som laves af hakkede kogte æg og smør.  

Tre madører

Yndlingsbyen

Hvor var det hyggeligt: Rødgrød med fløde, utallige flødeboller, en lille en i fredagsbaren ved universitetet, to afsnit fra 2. sæson af Borgen, en shoppingtur i gågaden, læsning af det nyeste danske sladder i Billed-Bladet og selvfølgelig den hyggeligste fødselsdags-/kandidatfest, hvor der blev serveret enormt store mængder mad. Bare for sikkerhedens skyld havde vi også plan B: Jeg cykler i Kiwi og køber nogle frikadeller, hvis nogen af gæsterne skulle være sulten. Det var altså Finlandsfan, der fejrede fødselsdag og blev færdig med sin uddannelse, og den fest kunne jeg ikke gå glip af! En sjov forskel mellem danske og finske fester, som jeg for første gang lagde mærke til, er, at festen i Danmark kan starte med kaffebord, og ordentlig mad serveres først senere i løbet af festen. Til de finske fester plejer man altid at være helt mæt af den rigtige mad, når det er tid til at skære kagen for. Jeg kan godt lide, at man i Danmark kan starte festen med desserten.

På arbejdslejr i Skødstrup



Jeg har nu fløjet et par gange til Kastrup og hver gang jeg kommer ind i ankomsthallen i terminal 3, er der danskere, der står med det danske flag i hånden, beredte til at modtage deres nære og kære fra en kort eller lang rejse. Jeg synes, at det er en smuk tradition. Kiosken i ankomsthallen i Kastrup har et stort udvalg af flag, også flag fra andre lande, men man ser i stort set kun de danske flag blive viftet i lufthavnen. Jeg har nogle gange tænkt, hvordan folk ville reagere, hvis man stod i Helsingfors lufthavn med et finsk flag. Jeg tror, at finnerne ville kaste mærkelige blikke på mig, fordi det finske flag ikke har den samme betydning i hverdagen som det danske flag. Jeg blev glad, da jeg i sidste uge blev modtaget med Dannebrog i hovedbanegården i Aarhus.

Én af de hyggeligste aktiviteter på en byferie er at besøge museer. Fra februar til juli boede jeg næsten ved siden af Steno museet uden at vide, at jeg var gået glip af mange sjove oplevelser. Heldigvis læste jeg på jp.dk for nogle uger siden, at der på museet bliver åbnet udstillingen ”Kære krop, svære krop”, hvor der blandt andet findes nogle gamle og nostalgiske emballager. De har også husket at fortælle om tiden, da frokosten gik kold og madpakker dukkede op. Man får mange sjove fakta om kroppen at vide: Vidste du for eksempel, at du bruger 25 kcal mens du venter på en pizza i 25 minutter? Oven i købet fik man prøve en kunstig gravid mave, som man kunne spænde på sig. I de andre udstillinger kunne man prøve at morse med en elektromagnetisk telegraf og skrive sin egen a-bombe digt. Museet kan varmt anbefales!

"Tårekraft" af Finlandsfan og mig

Efter et superhyggeligt museumsbesøg var det tid til verdens bedste pandekager på Rasmus Klump restaurant:



Carlas pandekage med chokoladeis, softice, hindbærpuré og nøddeflager


I toget på vej til Kastrup blev jeg igen overbevist om danskernes aldrig svigtende venlighed. Ved siden af mig på de åndssvage (men billige) klapsæder sad tre naturguider, der havde været grådige og købt flere rundstykker end de kunne spise. Én af mændene bød mig et rundstykke, som tilmed blev smurt for mig.

Det var altså en rigtig behagelig rejse, og Finlandsfans Bed&Breakfast i Skødstrup får fem stjerner i kategorierne mad, stemning og betjening.

Det er åbenbart blevet en tradition, at dagen før jeg rejser hjem fra Aarhus, er der den flotteste regnbue over byen. Det samme skete nemlig i juli.

Rejsen

Hey verden, i dag bli’r en fabulous dag!

- Sys Bjerre-

Eller det bliver faktisk 5 fantastiske dage i Danmark. Aarhus, vi ses senere på eftermiddagen!

P.S. Jeg har hørt, at der bliver serveret hjemmalavet dessert hjemme hos Finlandsfan i Skødstrup i aften! Jeg gætter næsten på rødgrød med fløde :)

Næste station: Aarhus

Bogen

Jeg har læst to romaner af Helle Helle: Rødby-Puttgarden (2005) og Dette burde skrives i nutid (2011). Den sidstnævnte læste jeg i denne uge. Når man har læst to bøger af samme forfatter, synes jeg, at man kan sige, om man kan lide forfatteren eller ej – jeg kan rigtig godt lide Helle Helle. Dette burde skrives i nutid handler om en ung kvinde, Dorte Hansen, som skriver sangtekster til festsange, har flere mænd i sit liv i løbet af kort tid og lader som om hun læser ved KUA, selv om hun i virkeligheden tager til København for at vandre langs Strøgets sidegader og for at drikke kaffe. Dorte kan ikke få balance i sit liv. Hun flytter frem og tilbage på Sjælland på den samme måde som hun hopper på og af toget og bussen. Toge, togstationenerne, stoppestederne og en DSB-medarbejder spiller en væsentlig rolle i bogen, og man kan oven i købet finde en sjov, lille detalje på bogens omslag: I titlen er der blevet placeret DSB’s vingehjul som prikken over i’et. Det lyder måske ikke som den mest spændende roman, men jeg synes, at den er god og jeg blev suget ind i historien, som er fyldt med geniale dialoger og herlige detaljer.  

Der er også noget ved Helle Helles sprog. På den ene side er sproget ret enkelt, men på den anden side er det så rigt. Jeg bliver nødt til at læse Helle Helles bøger med en blyant og min lille grønne blok i nærheden. I blokken skriver jeg alle de danske ord og udtryk ned, som jeg ikke kan bruge endnu. Denne gang skrev jeg ned for eksempel: godstog, at smække sig ude og at vende vrangen ud på sine cowboybukser.  

Det, som jeg måske allermest kan lide ved de to romaner, jeg har læst af Helle Helle, er, at handlingerne i dem ikke finder sted i 2000-tallet, men i slutningen af 1900-tallet. Jeg forbinder noget nostalgisk med tiden før 2000-tallet. Jeg kan godt lide, at en fyr i romanen hører walkman, at folk ikke har mobiltelefoner, men at de i stedet for ringer fra en telefonboks, og at hovedpersonen bliver inviteret til middag per postkort. Nu må jeg altså indrømme noget, jeg længe har tænkt mig at fortælle jer, mine kære læsere: Jeg holder ikke af den nye teknologi! Jeg hader iPads, iPods og at være så afhængig af Facebook. Alt behøver ikke at være så helvedes avanceret! Jeg vil gerne læse mine aviser og bøger som papirversioner og få lidt sorte fingerspidse af avisen og opleve den dejlige duft på helt nye og gamle bøger. Jeg klarer mig godt med at sidde i bussen i mine egne tanker uden at høre musik, men tit er der faktisk nogen anden, der sidder ved siden af mig og hører musik så højt, at jeg alligevel bliver ”underholdt” af heavymetal. Desværre tror jeg ikke, at der er så meget at gøre ved Facebook, det er nemlig så nemt at holde kontakt med vennerne herhjemme og i udlandet på FB.

Og hvilken flot farve omslaget har!

Savn

Om 11 dage skal jeg til Aarhus. Som et lille barn, som tæller ned til juleaften, tæller jeg ned til min rejse. (Jeg kunne også finde på at tælle ned til juleaften). Når rejsen nærmer sig, begynder jeg at tænke på alle de ting, jeg har savnet fra Danmark og som jeg snart kan føle, smage, høre og opleve igen. Mest af alt savner jeg selvfølgelig mine venner og det danske sprog, men der er også mange andre ting, jeg længes efter, for eksempel: En papirudgave af Jyllands-Posten, som jeg en gang imellem fik fat i, tilbudshylden i Netto, selvskanning i Føtex, Go’ Morgen Danmark på TV2, Boogieradio, boligblokke fra 1800-tallet, tilbudsaviserne som kommer med posten, en gåtur langs Marselisborg Strand, Hummel-butikken i M.P. Bruuns Gade, shoppingture i Lidl i Hasle, hvor alle produkterne virker superbillige (selv om de ikke altid er det), udsigten fra vinduet i computerrummet på uni, venlige buskontrollører, busklippekort, enkeltsæder i busserne, når man om morgenen ikke gider at sidde ved siden af en fremmed aarhusianer, de bekvemme sæder i toget, systemet, hvormed man bestiller bøger på Statsbiblioteket (uden at man selv skal lede efter bøgerne i reolerne), min nærmeste pizzeria med supervenligt personale, Stormagasinet Salling og især caféen i den øverste etage, Dale’s Café, de hyggelige caféer ved åen, fredagsbaren på uni og det helt vildt billige øl i fredagsbaren, at lave madpakke om morgenen og den glæde, når man har pause på forelæsningen og man tager sin madkasse frem fra tasken, Stryhn’s grovhakket leverpostej, Kornkammeret økologisk mysli, remoulade, fiskefrikadeller, rød pølse, billig økologisk skummetmælk, koldskål, kanelsnegler, chokoladescones fra Psyko(logi)kantine, kaffe fra den samme kantine, den kæmpe Sukkerstok Vaffel med to kugler is, soft-ice, guf, syltetøj og en flødebolle (muligvis med kokos), 30 kroners rødvin fra Netto/Fakta, duften fra bageriet i Bruun’s Galleri, duften fra 7-Eleven tæt på Banegården og Føtex-reklamen, hvor en mand spiller guitar og synger: ”Føtex er sej, vi gør mere for dig.”
Jeg kunne sidde og køre videre med listen hele natten lang, men jeg har også lektier.

Travlhed

Jeg vil gerne have, at døgnet havde flere end 24 timer eller at et menneske kunne klare sig med 4 timers søvn per nat. Årsagen til det er, at jo mere lektier jeg har, jo mere har jeg lyst til alt muligt andet fra pubquiz og tøseaftener til islandske film og danske spændingsromaner. Og jeg vil heller ikke takke nej til vikariater i skoler. I tirsdags var jeg vikar i 4. klasse. Denne gang skulle jeg blandt andet løsgøre en hæftemaskine fra en hulkende 10-årig drengs finger, hvor den havde sat sig fast. Cirka femten sekunder før det skete, havde jeg sagt, at en hæftemaskine ikke er et legetøj! Stakkels dreng.

Overspringshandling nr. 321: Læsning af Aftenposten på Forsthusets bibliotek. NB! Spisning af Kvikk Lunsj var ikke en overspringshandling – jeg var sulten!



I mandags var jeg til Pubquiz på et værtshus i Berghäll. Jeg elsker pubquizzer! Desværre gik det ikke så godt for vores hold – vi blev næstsidste . Men hvis man altså konkurrerer mod pensionister – som har en masse livserfaring og muligvis masser af tid til at lære aviserne og leksikonerne uden ad – kan man måske ikke klare sig så godt. Aftenens resultat blev 22 point ud af 42. Jeg håber på flere point næste gang.

I går aftes var jeg inviteret til tøseaften med god mad, godt selskab og et modeshow. Mig og én af de tre andre piger havde bestemt os for at finde det forfærdeligste tøj frem i vores klædeskabe og tage det på, mens de to andre piger skulle være dommere. Hvad tænkte jeg altså, da jeg købte en camouflage top og et dertil matchende kadaverskilt i børneafdelingen i H&M for 5 år siden?

Billedet taler vist for sig selv

Uni

Så er kurserne ved universitetet begyndt igen. Dette semester er lidt særlig, fordi det bliver mit allersidste semester ved universitetet. Jeg begynder faktisk at føle mig lidt gammel, når jeg sidder på forelæsninger med folk, der er født i 90’erne, så det må være på tide at blive færdig med studierne. Og mit institut synes også, at jeg har læst nok – i sidste uge fik jeg en mail, hvor jeg blev spurgt, om jeg bliver færdig i løbet af efteråret. Men de kommer ikke af med mig så hurtigt, det sker først efter jul.

Det er ret afslappende at være studerende, når man kan sove lidt længere, fordi man først skal møde klokken 12, eller så er man så heldig, at man har en fridag. Og man nyder et varmt måltid mad (med salat, brød og drik) til 2,40 euro på UniCafe. Så slipper man for at lave mad om aftenen. På den anden side er det ikke så afslappende at skrive forelæsningsdagbøger og læse forskellige teorier om oversættelse, tolkning og litteratur – især, hvis man må tage natten til hjælp.

De fleste kurser, jeg har valgt til efteråret, handler om tolkning. Indtil nu har kurserne været sjove og nyttige, men jeg har allerede fundet ud af, at jeg ikke vil være tolk, i hvert fald ikke sådan en freelancetolk med en meget uregelmæssig og usikker indkomst.

Jeg er også begyndt at lære et nyt sprog, estisk. For en finne lyder grundkursus i estisk som lutter lagkage, men det er det altså ikke. Jeg var overrasket over, hvor svært estisk kan være. Eller måske føltes det svært, fordi tempoet var så hurtigt på den første lektion – jeg kan allerede fortælle dit og dat om mig selv på estisk, for eksempel Ma räägin taani keelt (Jeg taler dansk). Håber, at jeg snart lærer at bestille kage på estisk.

Jeg har også et kursus i dansk litteratur. Vi skal blandt andet læse Helle Helles nyeste roman, og det glæder jeg mig til!

Metsis - Forstis

P.S. Efter en massiv eftersøgning med dykkere og hundepatrulje har jeg fundet min dagbog!!! Min kommode (som allerede tidligere har givet mig en masse bøvl) havde spist dagbogen. Altså den var faldt ned bag alle skufferne. Dagbogen har det efter omstændighederne godt og skal ikke mere bo i den kommode.

Efterlysning

Efterlyst: Min kære dagbog

Særlige kendetegn: Blå, cirka 15x12 cm og med Mauri Kunnas’ illustrationer på omslaget. Indlæggene skrevet på finsk og dansk.

Sidst set med sikkerhed: I min kuffert et eller andet sted mellem Danmark og Finland i slutningen af juli.

Og nej, jeg tager ikke gas på jer! Jeg solgte nogle gamle ting på loppemarkedet i søndags, men tror ikke, at min dagbog var blandt de bøger, som jeg solgte. Hvis der er nogen, der har min dagbog, ønsker jeg rigtig hyggelige læseoplevelser. Men når jeg skriver, at Århus er en dum by, mener jeg det ikke alvorligt, i hvert fald ikke mere. Og nu hedder byen jo Aarhus.

Det var i fredags, da jeg opdagede, at jeg mangler dagbogen. Jeg ville læse lidt i den, fordi det var for to år siden, da jeg flyttede til Danmark for første gang og begyndte at skrive i den forsvundne dagbog. Det var den gang, at navnet ”Riikker” blev skabt, fordi jeg ikke kunne stave mit navn tydeligt nok på dansk. Alt var så spændende i Aarhus, men også lidt skræmmende.

8210 var mit hjem for 2 år siden.

Dagens lærdom: Skriv blog i stedet for dagbog, det er sværere at miste internettet!  

Skole

I den forløbne uge har jeg været vikar i første, anden, tredje og fjerde klasse. Det er sjovt at bemærke, hvordan forskellige ting i skolerne ændrer sig over meget kort tid. Og hvis man sammenligner den skole, hvor jeg gik for over 15 år siden, med dagens skole, er der sket meget: Overheadprojektorerne er forsvundet og blevet erstattet af fine dokumentkameraer, læreren kan blive kaldt for røvhul af 8-årige elever, og bogstaverne ser totalt anderledes ud – man skriver faktisk ikke særlig meget i hånden mere. I slutningen af 2010 blev der skrevet i finske aviser, at man er bekymret over, hvor lidt eleverne skriver i hånden, det er stort set kun lektierne og korte noter på lektionerne.

Men der er alligevel nogle ting, som ikke har ændret sig siden jeg gik i skole: I nogle skoler bliver der stadig brugt de samme gamle, gule tallerkener i spiselokalet, drengene stjæler pigernes blyanter og viskelædere, og eleverne læser de samme bøger år efter år. I fredags, da jeg var vikar, var det vikarens opgave, at lege ”bibliotekar” på skolens bibliotek og udlåne bøger til elverne. Eleverne i 3. og 4. klasse opfordres til at læse med hjælp af bogprojektet Gummi Tarzan (fin. Kumi-Tarzan), og ja, projektet har fået sit navn efter Ole Lund Kirkegaards børnebog. Det er meningen, at eleverne læser bøger og snakker om bøgerne med andre elever på nettet. Hvis de læser tilstrækkeligt mange bøger, kan de få et diplom. Jeg synes, at børnene ser alt for meget fjernsyn og spiller alt for mange computerspil, og derfor er jeg så glad for, at de læser bøger, altså rigtige bøger med omslag, sider og det hele.  

Blandt de bøger, elverne lånte, var der mange bøger, som jeg havde læst, da jeg gik i skole. Mest glad blev jeg, da en pige kom til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med at finde en bog, der på finsk hedder Fedja-setä, kissa ja koira. Den bog er én af mine yndlingsbøger. Bogen er skrevet af den russiske forfatter Eduard Uspenski i 1970’erne, og så vidt jeg ved, er bogen ikke blevet oversat til dansk, men fx på svensk hedder den Fjodor på rymmen. Bogen handler om en 7-årig dreng, der er meget selvstændig og flygter hjemmefra og bosætter sig i et hus med en kat og en hund, der kan tale. I bogen er der blevet gemt satiriske iagttagelser af det sovjetiske samfund, men det har jeg forstået først i voksenalderen. Da bogen blev læst højt for mig af min storebror, lagde jeg bare mærke til det nysgerrige postbud, traktoren, der spiser pølsesuppe og alliken, der stjæler alle ting, som er lavet af sølv.  

Barndommens søde sager

Mens jeg har været i Danmark i et halvt år, har min yngste nevø lært flere nye ord. Ét af de ord, han hyppigst gentager, er pulla (= kage). Mon han bliver en lille sukkergris, ligesom mig. Da jeg var lille, kunne jeg ikke forstå begrebet ”lørdagsslik”, fordi vi spiste lørdagsslik næsten hver dag i min familie. Vores nabo var lidt bekymret over mine kostvaner og sagde til mig en gang, at salat smager lige så godt som slik. Yeah right! Den samme nabo kan stadig huske, hvor glad jeg var for deres kiksedåse med forskellige slags kiks. Da min brors kæreste, nuværende kone, lærte mig at kende, sagde hun, at hun aldrig havde mødt nogen, der kan spise så meget slik og kage som mig. Ikke engang tandlægens bor kunne stoppe mig! Men det var altså vores forældre, især min far, der også var tossede med søde sager, så det var helt acceptabelt med lidt guf hver dag. Det lyder måske som en barndom uden grænser, men bortset fra friheden til at spise masser af slik og kage, var der disciplin i familien.

Jeg var på besøg hos mine forældre i weekenden og kikkede på gamle familiebilleder. Jeg fandt blandt andet et billede, hvor vi er på sommerferie på Åland:



Jeg kan næppe holde balancen, men har været ude at plyndre. Bytte: storebrors slik



Familiebillederne fik mig til at tænke på den ultimative kageoplevelse i min barndom: Besøg hos bedsteforældrene. Hver weekend besøgte vi farmor og farfar, og farmor havde kaffebordet fyldt med kiks og kage. Især kan jeg huske det fad, farmor havde lagt kiks på, under kiksene, på bunden af fadet, var der altid en serviet. Når vi rejste hjem, fik vi kiksene, som var pakket ind i servietten og lagt i en plastpose, med hjem. Den pose kaldte vi for ”farmors nødhjælpspose” (fin. mummun avustuspussi). Min yndlingskiks hos farmor var Domino-kiks (lidt som Oreos) med myntefyld. Kiksene har forskellige mønstre på, og jeg skulle altid have en kiks med et rundt mønster, den kiks kaldte jeg for ”den runde kiks”, som om de andre kiks ikke var runde... Men den skulle jeg altid have, de andre mønstre duede ikke. Min mor blev sur, da jeg rørte ved alle kiksene på fadet for at finde den runde, og jeg blev sur, hvis jeg ikke fik den. Det er blevet en inside-joke i min familie, at hvis der er nogen, der får den runde kiks, bliver jeg spurgt, om jeg vil have den, eller om den anden må spise den selv.

Jeg har arvet farmors kiksefad (hvilken overraskelse!) og vedligeholder traditionen med kiks og servietten på bunden af fadet. Læg mærke til den runde Domino-kiks.