søndag den 2. september 2012

En eftermiddag i IKEA



I tirsdags tog min kollega og jeg på eventyr i IKEA. Vi var ikke de eneste, som var smuttet tidligere fra arbejdet for at nå den gratis IKEA-bus fra Helsingfors til IKEA i Esbo. Det kan virkelig betale sig at transportere folk gratis i IKEA: Der var ikke mange tomme pladser i bussen, og da bussen efter en halvtimes kørsel ankom til indgangen af den blå-gule butik, prøvede ALLE menneskerne at komme ud af bussen samtidig. Der kunne selvfølgelig være risiko for, at de billige sofaborde (nu kun 4,95 €) blev udsolgt, hvis man ikke skyndte sig ud af bussen.

På min indkøbsliste stod:
  • støtte til bærbar computer
  • duftlys
  • og alt andet, IKEA kunne inspirere mig til.
  •  


Jeg endte med at købe computerstøtten og duftlyset samt en fnugrulle, en lille plante (aner ikke, hvad det er for en plante, men den er pæn ), en urtepotteskjuler, to pudebetræk, kiks, knækbrød og hyldeblomstsaft.

De to pudebetræk med røde, lyserøde, lila og gule striber forårsagede et kæmpe projekt, hvor jeg flyttede flere møbler og ting fra et værelse til et andet. Pudebetrækkene passede nemlig ikke sammen  med en grøn lampe, som jeg havde ind på mit soveværelse. Og så skulle lampen flyttes fra soveværelset til stuen. Med lampen skulle flere andre ting også flyttes. Og blandt andet min røde cross trainer skulle flyttes fra stuen til soveværelset, hvor indretningsfarverne nu var blevet rød, gul og lila. I stuen er tingene grønne, hvide, sorte eller brune, bortset fra min (og min storebrors gamle) blå sofa, som heldigvis er lidt i stykker og skal forhåbentlig erstattes med en ny sofa i løbet af efteråret. Det kan godt være, at jeg snart skal i IKEA igen.

1 kommentar:

  1. Købte du en ny gæsteseng, som du kunne sove på i stuen, mens du flyttede rundt i lejligheden? Synes du ikke, det er lidt dumt at flytte rundt på det hele, når jeg endelig har set, hvordan du bor?? Jeg tror nok, du får noget flot grønt sengetøj i julegave!

    SvarSlet