onsdag den 21. december 2011

Nordisk hygge

I løbet af den seneste uge har jeg haft det ret travlt, men det har været nogle enormt hyggelige dage. Og nu er der også lidt sne/sjap på marken, så måske bliver julen alligevel hvid.

Tidligt torsdag morgen ramte jeg dansk jord og blev modtaget af det aldrig svigtende danske regnvejr. Jeg tog til København for at besøge min veninde, Pernille, som boede på samme kollegium som mig i Aarhus i 2009.  Men nu er hun altså flyttet til hovedstaden. Jeg havde to ønsker for min rejse: Jeg ville spise æbleskiver og besøge Mette Blomsterbergs butik. Æbleskiver er en dansk delikatesse, som bliver lavet af pandekagedejagtig dej, men de indeholder normalt ikke æbler, ligesom de gjorde i gamle dage. Man spiser æbleskiverne med flormelis og syltetøj. Pernilles æbleskivepande blev testet for første gang, og til sidst lykkedes vi med at bage runde æbleskiver.





Om aftenen så vi julekalender i fjernsynet – Nissebanden i Grønland. Julekalendere er en typisk dansk juletradition og dem findes der mange af i fjernsynet, både til voksne og børn. Flere tv-kanaler har deres egen julekalender. Der bliver dog ikke lavet en ny julekalender hvert år, men de gamle julekalendere bliver genudsendt. Min yndlings julekalender er Anders Matthesens Jul på Vesterbro, som er en satirisk julekalender for voksne.

Vi gik også rundt i butikkerne på Strøget og kikkede i flere genbrugsbutikker og spiste kage på La Glace. Jeg var også med til en forelæsning om ”cardiovascular diseases”, det var i forbindelse med Pernilles studium. Finland blev nævnt flere gange under forelæsningen, fordi det fungerede som et godt eksempel på et land, hvor der er mange sygdomme af den slags.


På vej hjem var mit fly forsinket. Den lange ventetid var lidt for lang for nogle motorcyklister, som havde svært ved at opføre sig pænt i flyet. Blandt andet trængte de til at få en smøg på ikke-ryger-flyet. De viste også deres kreative side ved at folde papirflyvere og lave papirkugler af opkastningsposer og kaste dem på hinanden. Og åbenbart troede de, at de kom hurtigere ud af flyet, når de rejste sig fra deres sæder under landingen – det gjorde de ikke.

I lørdags var jeg til vores studenterforenings 25-årsfest, som blev holdt på Hanaholmens kulturcentrum. Allerede inden jeg tog af sted, var mine nye strømpebukser gået i stykker, men min korte kjole var heldigvis lang nok til at skjule skaden. Der havde nemlig været uenighed om dresscoden, og jeg var én af de uheldige, som følte sig lidt underklædt blandt pigerne med de lange prinsessekjoler. Til denne Saga fest skulle man ikke skære couscous med kniv, men derimod blev der serveret den lækreste middag: Foie gras, trækul grillet fjeldørred og flødefromage med havtornkompot. I løbet af aftenen blev vi blandt andet underholdt af instituttets kvindelige lærere, som sang et par af deres greatest hits: Finske tangoer oversat til svensk. Den følgende morgen fortsatte festen med drikkeviser, Gammel Dansk og brunch.


Efter fem og et halvt års studieliv er jeg færdig med at læse. I går var jeg til en begivenhed, hvor der blev uddelt eksamensbevis. At blive cand. mag. i Finland adskiller sig lidt fra at blive færdig med studierne i Danmark, hvor man afslutter studierne med at cykle til univeristetet og aflevere sit speciale til studiesekretæren, som eventuelt byder på et specialebolche. Der er også mange, der skal forsvare deres speciale, inden de bliver færdige. Jeg kan godt lide den fisnke måde at blive færdig på, når alle doktorer, kandidater og bachelorer sidder i samme festsal med deres familiemedlemmer og venner og modtager deres eksamensbevis.

Den bedste måde at fejre sin eksamen på er selvfølgelig at nyde et stykke kage i godt selskab. Tak for kage Oona!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar