IKEA

I 2010 publicerede Ud & Se, DSB’s månedlige magasin, en artikelserie om historier om livet i Danmark. Den første artikel handlede om danskernes nationalpålæg, leverpostej, og den anden om det svenske møbelvarehus IKEA. Ifølge artiklen betragter mange danskere IKEA som en integreret del af den unikke danske forbrugskultur. Jeg kan give artiklen ret bare ved at kikke rundt i min danske lejlighed: Tæpper, kommoder, service og tekstiler, som min udlejer har købt i IKEA. Ifølge en meningsmåling, lavet i 2010, var IKEA den mest besøgte attraktion i Aarhus med 2,5 millioner besøgende. Næsten 75 procent af aarhusianerne havde besøgt varehuset indenfor det seneste år, da knap 30 procent havde besøgt Aarhus Teater. IKEA tiltrækker flere udenbys besøgende end fx Kunstmuseet ARoS eller Den Gamle By.  

Trods de mange besøgende har jeg aldrig helt kunnet forstå, hvad IKEA tjener sine penge på. En del af produkterne (måske alle produkterne?) produceres i Asien, men der er også andre møbelbutikker, der gør det. Måske er det bare, fordi IKEA sælger så store mængder af ting i så mange lande. Et besøg i IKEA får dig til at tænke, at du har brug for alle mulige mærkelige ting fra vandplanter til opbevaringskurve i forskellige størrelser. Når du endelig finder din vej til kassen, har du den gule IKEA-pose fyldt med unødvendige ting. Turen kan også blive et rent helvede, hvis du ikke finder de ting, du ville købe, fordi de er udsolgte. Så forlader du butikken sur med ting, du ikke engang skulle købe. Den danske sanger Thomas Holm har skrevet en sjov, men meget realistisk, sang om IKEA: 

Trods alt lavede jeg en tur i IKEA med en veninde i tirsdags, for der var et par småting jeg skulle have. Jeg skulle bare have en dørmåtte og et lagen, men jeg købte også en fnugrulle og et duftlys. I øvrigt er dørmåtten helt ubeskrivelig grim, men den kostede kun 5 kroner, så jeg tror, at jeg kan live med den. Til en IKEA-tur hør også et besøg på varehusets restaurant, helst lige i starten af turen for at man orker at gå rundt i butikkens labyrintagtige korridorer og bære den propfyldte IKEA-pose. På restauranten fik jeg kødboller med kartoffelmos og tyttebærsyltetøj. Det smager altid så nostalgisk og minder mig om sommerferien, da jeg var lille og rejste til Åland med min familie og spiste kødboller på færgens café. Jeg må altså sige, at IKEA-turen denne gang var meget hyggelig i godt selskab og med god mad, så jeg kommer nok i IKEA igen!

En anden nostalgisk handling forbundet med IKEA-turen var busbilletten: Et klippekort af pap – en af de små glæder i min danske hverdag. I busserne bruger man altså ikke nogle elektroniske rejsekorte, ligesom man gør i Finland. Jeg har set ”bippekorte” på Fyn i sommer, og man har også prøvet dem på Sjælland, men her i Aarhus har man enten periodekort med sit eget billede på eller klippekort med 10 klip, desuden kan man købe kontantbilletter i bussen. I Finland har vi haft rejsekorte i næsten 10 år, så det er lang tid siden man har kunnet klippe klippekort i bussen. Hvis man rejser igennem flere zoner her i Østjylland, skal man klippe flere klip, fx hver gang jeg rejser til Skødstrup for at besøge min veninde, må jeg klippe to klip af mit 2-zoners klippekort, for jeg skal til zone 4. Når man rejser med de gule bybusser i Aarhus, stiger man ind ad bagdøren eller midterdøren, men aldrig ad fordøren, så man køber ikke billetter hos chaufføren, men i en automat i bussen. Det giver også muligheden for at rejse uden billet... ja okay, det har jeg også prøvet nogle gange! Det er dog ikke kun i bussen, man bruger klippekort – jeg har også et kaffeklippekort, som jeg bruger i universitetets kantine. Det er jo lidt snyderi, for man kan egentlig ikke klippe kaffeklippekortet, men derimod tegner kantinedamen et kryds på kortet, når man køber en kop kaffe. Pointen med klippekortet er selvfølgelig, at én kop kaffe koster 1,5 kroner mindre ved betaling med klippekort. Og når det handler om Danmark, så er der naturligvis også ølklippekort på flere barer.

Periodekort, kaffeklippekort og busklippekort

Ugens allermest nostalgiske handling fandt sted i onsdags, da jeg fik et brev fra en god veninde fra Finland. Et rigtigt, gammeldags brev i en konvolut, som oven i købet var selvlavet i mangel af konvolutter. Det er så sjældent, at man får et brev nu til dags. Et brev kan man ikke kommentere eller ”synes godt om”, som man gør ved beskederne på Facebook. Et brev skal man svare per brev. Piet Hein har skrevet om brevskrivningens kunst: ”Tvende slags mennesker dræber hver chance for en berigende korrespondance: den af princip ikke svarende slags – og den som uvægerlig svarer en straks”, så det bliver først i næste uge at jeg sender mit svar til Finland.