mandag den 11. april 2011

Dannebrog på halv og hel stang

Når man fejrer fødselsdag i Danmark, er der forskellige traditioner forbundet med dagen. Man kan for eksempel få kage i form af en kagemand eller flødeboller af studiekammeraten, der fylder år. Men en tradition er sikker: Det danske flag. Man kan købe alle mulige ting for fødselsdagsfesten med Dannebrog på: Fødselsdagskort, gavepapir, engangskrus, lys, servietter etc. Større og mindre flag bliver brugt som pynt til fødselsdagen, og man kan tit se, at der er nogen, der holder fødselsdagsfest hjemme hos sig, fordi der står ét eller flere flag stoppet i jorden eller i urtepotten udenfor huset. Når en butik har fødselsdag, bliver butikken pyntet med flag, og tilbudsavisen er fyldt med billeder af Dannebrog. I starten kunne jeg ikke helt forstå traditionen med flaget, fordi flaget ikke bliver forbundet med fødselsdagen i Finland, eller jo, hvis man nu fylder for eksempel 50 eller 100 år, kan flaget nok hejses. Danskerne kan godt lide at synge, og der bliver også sunget til fødselaren. Der er to danske fødselsdagssange, man plejer at synge:
I dag er det N.N.’s fødselsdag!
Hurra! Hurra! Hurra!
Hun sikkert sig en gave får
som hun har ønsket sig i år
med dejlig chokolade og kager til.

Den anden sang går ud på, at fødselaren vælger et antal instrumenter, der skal "spilles" på sangens ”instrumental" del, som har en melodi, som kan nynnes, fløjtes, trommes etc. efter hvilke instrumenter der bliver valgt.

Fødselsdagsmorgenmad - Tak for brunsviger kagemanden, Inge!

I den forløbne uge blev Dannebrogen også set i en mindre glad sammenhæng. Den 9. april 1940 var en mørk dag for Danmark: De tyske tropper besatte Danmark under 2. Verdenskrig. Årsdagen for besættelsen er en flagdag, hvor flaget står på halv stang til klokken 12.02 og derefter på hel stang. Det har været mig en gåde, hvorfor det lige præcis er to minutter over tolv at flaget hejses til tops igen. Jeg har ikke kunnet finde nogle pålidelige kilder, men ifølge Wikipedia er det fordi i 1945, efter opfordring fra frihedsbevægelsen, blev der holdt to minutters stilhed for faldne modstandsfolk klokken 12.00, og imens stilheden fandt sted, skød Hilfspolizei ind i mængden på Københavns Rådhusplads. Men betyder det så, at flaget hejses til tops kl. 12.02, fordi HIPO affyrede skud eller, fordi folk var blevet opfordret til at holde stilhed fra kl. 12.00 til 12.02? Jeg var ude på jagt efter flag på halv i lørdags, med det var for det meste kun officielle bygninger, der flagede. Jeg så kun én boligblok med flaget på halv, og huset var åbenbart ikke helt klar over reglerne, fordi de hejste flaget til tops først efter klokken tre.


I M.P. Bruuns Gade var der flere flag på halv på begge sider af vejen - det var et imponerende syn.

I onsdags smurte jeg rundstykker, og Finlandsfan kogte finsk kaffe – vi skulle på udflugt til Vejle. Hver gang, jeg rejser fra Aarhus til København eller fra København til Aarhus med tog, kører toget forbi en flot bro, en smuk fjord og en sej boligblok i form af en bølge. Alle disse ting finder man i Vejle, som er Danmarks 9. største by med cirka 51 000 indbyggere. Jeg har længe villet besøge byen og kunne ikke sige nej, da min veninde spurgte, om jeg havde lyst til at tage med til Vejle for at besøge hendes veninde. Da vi ankom til Vejle, gik vi først en tur i skoven og i dyrehaven. Det var så dejligt med alle de anemoner og bøge, som var i gang med at springe ud. Vi sad i skoven på en træstamme og spiste madpakke samtidig, da vi så på Vejlefjordbroen og gættede på, hvornår den var bygget. Broen indviedes i 1980, og jeg synes, at broen er den flotteste bro, jeg har set i Danmark, den er så enkel og pæn. Fra skoven gik vi tilbage ned i byen og diskuterede forskelle mellem finske og danske kager, lækkert diskussionsemne. Nede i byen fik vi selvfølgelig kage: Jordbærtærte med cremefraiche. I Danmark spiser man tit cremefraiche til kager og tærter, når man i Finland, ville spise flødeskum eller vaniljesovs. Resten af Vejle-turens menu bestod af vandbakkelser, hjemmelavet fudge, indisk mad til aftensmad og frugtsalat til dessert.

Vejlefjordbroen

I Finland er der rigsdagsvalg den 17. marts, men brevstemningen i Aarhus fandt sted allerede i fredags. Jeg tog på Finlands konsulat om morgenen og var den første, der stemte. Det hele startede med at jeg skulle udfylde en blanket med mine person- og kontaktoplysninger. Den venstrehåndede medarbejder på konsulatet kunne selvfølgelig ikke lade være med at mærke, at jeg også er venstrehåndet. Så skulle der gennemføres den sædvanlige diskussion om, hvordan man altid kan spotte en venstrehåndet, og hvor skørt det egentlig ser ud at skrive med venstre hånd. Diskussionen var dog en forkortet version, fordi der ikke blev nævnt, hvor umuligt det er at åbne konservesdåser og hvor svært det var at lære at hækle i skolen, fordi læreren var højrehåndet og ikke kunne hjælpe til. Så var der tid til at stemme: Jeg blev ført ind i et stort værelse med lædersofaer og sofabord, og døren blev lukket efter mig. Så meget fred havde jeg faktisk ikke brug for, med der sad jeg så på sofaen og skrev nummeret på kandidaten på stemmeseddelen. Bagefter skulle seddelen naturligvis stemples og lægges ind i en konvolut (som blev limet med limstift), og konvolutten med stemmeseddelen i stoppes endnu ind i en konvolut. Konsulatet regnede åbenbart ikke med en høj stemmeprocent: Da jeg tog af sted, sagde konsulatets medarbejder: ”Så fik vi i hvert fald én stemme.”  
I weekenden har aarhusianerne kunnet nyde dejlig solskin og cirka 20 graders varme. Da jeg gik i gågaden i lørdags, så jeg en lille pige gå hånd i hånd med sin mor. Pigen nynnede Jingle Bells, kikkede op på sin mor og sagde: ”Der er alt for meget sol.” Jeg kunne til gengæld begynde at nynne Rudolph the Red-nosed Reindeer, fordi sangen ville passe meget godt til min solbrændte næse.

Skanseparken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar