Yksi, kaksi, kolme

Når danskere hører, at jeg kommer fra Finland, bliver der stillet en del spørgsmål om Finland og finner. Samtidig vil danskerne gerne fortælle, hvad de allerede ved om Finland. Danskerne kan tælle til tre på finsk: yksi, kaksi, kolme, og der er kolme ting, de tænker på, når de tænker på Finland: Sauna, vodka og Nokia. I weekenden var jeg til to fester, hvor alle de tre finske ting dukkede op i diskussionerne. Folk bliver altid forbavset, når jeg fortæller, at i stort set alle huse i Finland har en sauna, også boligblokkene. ”Går man i sauna om sommeren?”, blev jeg spurgt i weekenden. Ja, det gør man, og det er rigtigt, at man pisker sig selv med birkeris i sauna, men man drikker ikke vodka i sauna. Det er mere almindeligt at drikke et par øl efter at man har været i sauna. Hvis Nokia bliver diskuteret, plejer jeg at fortælle, at Nokia oprindeligt producerede gummistøvler. Man kan stadig købe Nokia gummistøvler, men støvlerne produceres ikke længere af samme Nokia selskab, der producerer mobiltelefoner. Et par danske unge syntes, at det ville være så fedt at have Nokia gummistøvler og tage dem på, når man skal på Roskilde festival.

Næsten hver gang, jeg fortæller, at jeg kommer fra Finland, bliver jeg spurgt, om jeg kommer fra Helsinki. Det gør jeg altså ikke! Jeg er født og opvokset i Espoo, som er Finlands næst største by og ligger ved siden af Helsinki. Der er ikke mange, der har hørt om Espoo, men jeg har fundet en ny måde at gøre reklame for byen på: Nokia har deres hovedkontor i Espoo. Det ville jo selvfølgelig være nemmere at sige, at jeg kommer fra Helsinki, fordi jeg læser og bor der, men der kommer jeg ikke fra. Som studerende i nordisk ved jeg, at man burde bruge de svenske navne på finske byer, når man taler et nordisk sprog. Men jeg bruger ikke ordet Helsingfors, når jeg taler med danskere, fordi det er sket flere gange, at danskere tror, at Helsinki og Helsingfors er to forskellige byer. Jeg kan godt forstå, at det kan virke lidt forvirrende, at vi har både et finsk og et svensk navn på de fleste byer, men det er fordi svensk er det andet officielle sprog i Finland.

Jeg er også blevet stillet nogle lidt mærkelige spørgsmål, fx ”Har I syltede agurker i Finland?” ”Lærer I dansk i skolen?” og klassikeren ”Har I isbjørn i Finland?” Ja, vi har syltede agurker, nej, vi bliver desværre ikke undervist i dansk i skole, og nej, vi har ikke isbjørn i Finland, eller jo, et par stykker har vi i Ranua Zoo i Lapland. Der et par emner, jeg helst ikke gider at diskutere med danskerne: Hvor rugbrød, salt lakrids og julemanden kommer fra. Jeg synes selvfølgelig, at de alle sammen kommer fra Finland, men danskerne er ikke helt enige med mig, fordi ifølge dem bor julemanden i Grønland, og rugbrød og salt lakrids kommer fra Danmark. Men der er noget, der hedder finsk lakrids, som man kan købe i danske butikker. Pigerne fra mit hold forsøgte at forklare forskellen mellem dansk og finsk lakrids ved at finsk lakrids er blødere end dansk lakrids. Det ægte finsk lakrids, som man kan købe i danske butikker, bliver dog fremstillet i Danmark.

Ægte Finsk Lakrids - Made in Denmark

I sidste uge lovede jeg at fortælle om den bedste madpakkeoplevelse nogensinde. Siden jeg er blevet bekendt med danske madpakker, har jeg besøgt flere genbrugsbutikker for at finde en rød madkasse af blik og med påskriften Velbekomme. Madkasser af blik blev populære i begyndelsen af 1900-tallet, og den berømte madkasse med påskriften Velbekomme stammer fra slutningen af 1920’erne. Min danske veninde (hende der finlandsfan) fandt en sådan retro madkasse i skabet en dag, og gav den til mig! På madkassen står der et klistermærke fra 80’erne, som fortæller, at man kunne købe madkassen i forbindelse med BUKO rejeost til samlet pris af 16,95 kroner. På klistermærket står der også, at rejeosten har været mindst holdbar til 24 01 87, så madkassen må stamme fra slutningen af 1986. Nu har jeg altså kunnet spise madpakke ligesom man gjorde i de gode gamle dage. I øvrigt er jeg holdt op med at pakke madderne ind i sølvpapir, fordi det ikke er særligt økologisk. I stedet for pakker jeg madderne ind i husholdningsfilm eller smørrebrødspapir.

I onsdags slap jeg dog fra at smøre madpakke, fordi jeg og finlandsfan havde besluttet os, at onsdag den 30. marts ville være burgerdag. Hver onsdag sælger Psyko(logi)kantinen burgere, og min veninde og jeg havde i lang tid snakket om at have burger. Glæder kan være små i studerendes hverdag, fordi om morgen i onsdags fik jeg en sms fra min veninde: ”Burger!! Om lidt mere end tre timer. Jeg glæder mig J”. Og burger var faktisk den første ting, jeg havde tænkt på, da jeg vågnede. Morgenen fortsatte med flere sms’er, hvor vi overvejede, om vi også skulle have cola, og om Psykokantinen overhovedet sælger cola. Vi lavede plan B: Vi skulle finde ud af, om kantinen sælger cola, inden vi køber burgerne, og hvis de ikke skulle gøre det, skulle vi tage en hurtig tur i Rema 1000 og købe cola. Kantinen solgte Pepsi, men det duede. Burgeren smagte fantastisk godt, og vi blev så mætte!  

Det var en grovere bolle med kerner og det hele, så det var ikke en totalt usund burger!