søndag den 1. maj 2011

”Ro! Kom nu!"

I fredags var der sort af mennesker i Universitetsparken – det var tid til Kapsejlads. Begivenheden går ud på, at repræsentanter fra 12 udvalgte festforeninger fra forskellige studieretninger på universitetet skal ro over søen i Uniparken, bunde en øl (som bliver slugt på få sekunder), snurre 10 gange rundt om flasken og ro tilbage igen. Deltagerne tager begivenheden seriøst, og folk begynder at øve sig til Kapsejladsen allerede i slutningen af marts. I de seneste uger var det ikke et ualmindeligt syn at se kajakkerne plaske rundt i søen i Uniparken, og oftest havde man taget en kasse øl med for at gøre træningen så autentisk som muligt.

Deltagerne øver sig til Kapsejlads

Tilskuerne forsøger at få de gode pladser, så at man ikke går glip af noget af årets program. De aller ivrigste tilskuere overnattede natten mellem torsdag og fredag i telt i Uniparken, og fik rundstykker og dåseøl til morgenmad. Fredag morgen efter klokken ni, da Finlandsfan og jeg skulle til bageren, så vi folk cykle og gå med køletasker, ølkasser, udetæpper og klapstole – der var ingen tvivl om, hvor de skulle hen. Til min overraskelse handler det ikke om en ældgammel tradition fra den første halvdel af 1900-tallet, med derimod blev Kapsejladsen arrangeret for første gang i 1991 mellem medicin- og tandlægestuderende – inspireret af den legendariske kappestrid mellem universiteterne i Oxford og Cambridge, selvfølgelig. De seneste år er Kapsejladsen blevet større for hvert år, og den bliver gjort opmærksom på i de danske medier, fx i regionalnyhederne på TV2.  
I fredags var der også en anden stor begivenhed, der fandt sted: Brylluppet i England. Fordi jeg bor så tæt på Uniparken, havde Finlandsfan og jeg bestemt os, at vi skulle først spise brunch hos mig og se brylluppet i fjernsynet og bagefter tage i Uniparken. Efter at Kate og William havde sagt I will, skålede vi. Det var egentlig lidt skørt, at der blev vist programmer om brylluppet hele dagen lang, både på DR1 og TV2. Jeg har aldrig været særlig begejstret over den britiske kongefamilie, men synes, at både bruden og kjolen var rigtig smukke. Catherine og William skal nok øve sig at vinke, fordi man kunne næsten have tænkt sig, at de tilhører den britiske almue på grund af deres måde at vinke på. Eller måske har de tænkt sig at droppe en del af den kongelige snobbethed – efterfesten på Buckingham Palace med DJ’s og discokugler tyder også på lidt mere afslappet stemning.

Brunch med Mignon-æg :)

Vi kom i Uniparken lige inden sejladsen skulle begynde, og parken var fyldt med studerende. Ifølge TV2 Nyhederne var der over 20 000 mennesker til stede. Størstedelen af menneskerne kunne ikke se noget af Kapsejladsen og nøjede med at ligge på deres tæpper og drikke øl. Vi var forsynet med salat, chips, kiks, boblevin og øl. Vi manglede bare vores studenterhuer, og det hele ville have lignet fejringen af 1. maj blandt finske studerende. (I Danmark fejrer studerende ikke 1. maj, men i Finland er det altså en kæmpefest.) I Kapsejladsens final, som jeg senere så på nettet, var der tre hold tilbage: økonomerne, ingeniørerne og medicinerne. Økonomistuderende slå medicinerne på målstregen med få centimeter og modtog trofæet ” Det gyldne Bækken”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar