Farvel Bergen

Gruppearbejdet og eksamenen er overstået, MS Nordnorge er ankommet til Kirkenes, og jeg har spist mere Kvikk Lunsj på to uger end en gennemsnitsnordmænd spiser på et år – nu er det altså tid til at tage hjem, til Aarhus. Det har været gøy i Norge, men jeg glæder mig så meget til de 4 uger, jeg har tilbage i Danmark, inden jeg flytter tilbage til Finland. Prisniveauet er også mere rimeligt i Danmark end her i Norge. Og det er skønt, at min Fakta Q sælger billigt Skovmandsbrød i stedet for det hollandske Roggebrood, jeg har spist de seneste dage. Det er ikke rugbrød, selv om emballagen påstår det. I går aftes spiste vi afslutningsmiddag ved Bryggen. For mit vedkommende blev det blinis med laks og ishavskaviar til forret, lidt mere laks til hovedret og crème brûlée til dessert.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spist en forret, som smager så godt som denne her.

I søndags besøgte vi Lepramuseet, altså et museum for spedalskhed. Det var nemlig en nordmand, G.H. Armauer Hansen (1841-1912), som fandt bakterien, som forårsager spedalskhed, i slutningen af 1800-tallet. Museet befinder sig på et gammelt hospital for spedalske, og det var en rigtig ubehagelig følelse at være derinde. På væggene var der billeder af mennesker, som var blevet ramt af spedalskhed og plakater med patienternes tanker, som de havde skrevet ned: ”Men vi kan ingen Læge faa, i Hospitalet vi blive maae, indtil vor Tid er omme.” Jeg gik rundt med hænderne i lommerne, fordi jeg simpelthen ikke ville røre ved noget derinde, selv om de sidste bakterier døde med de sidste patienter for 65 år siden.

Der var plads til to patienter i et værelse, men der var så mange spedalske i Bergen i 1900-taller, at tre patienter måtte dele et værelse - en af dem måtte ligge på gulvet.

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om planking. Den er ikke blevet min nye interesse, men jeg måtte planke en gang til, med armene i den rigtige position. Så en aften lagde jeg og en svensk pige fra kurset os ned på gaden i det centrale Bergen. En gruppe udenlandske drenge så os ligge på gaden og råbte: ”Look, they’re planking!” En anden gruppe drenge blev inspireret af os og begyndte også at planke.