Skole

I den forløbne uge har jeg været vikar i første, anden, tredje og fjerde klasse. Det er sjovt at bemærke, hvordan forskellige ting i skolerne ændrer sig over meget kort tid. Og hvis man sammenligner den skole, hvor jeg gik for over 15 år siden, med dagens skole, er der sket meget: Overheadprojektorerne er forsvundet og blevet erstattet af fine dokumentkameraer, læreren kan blive kaldt for røvhul af 8-årige elever, og bogstaverne ser totalt anderledes ud – man skriver faktisk ikke særlig meget i hånden mere. I slutningen af 2010 blev der skrevet i finske aviser, at man er bekymret over, hvor lidt eleverne skriver i hånden, det er stort set kun lektierne og korte noter på lektionerne.

Men der er alligevel nogle ting, som ikke har ændret sig siden jeg gik i skole: I nogle skoler bliver der stadig brugt de samme gamle, gule tallerkener i spiselokalet, drengene stjæler pigernes blyanter og viskelædere, og eleverne læser de samme bøger år efter år. I fredags, da jeg var vikar, var det vikarens opgave, at lege ”bibliotekar” på skolens bibliotek og udlåne bøger til elverne. Eleverne i 3. og 4. klasse opfordres til at læse med hjælp af bogprojektet Gummi Tarzan (fin. Kumi-Tarzan), og ja, projektet har fået sit navn efter Ole Lund Kirkegaards børnebog. Det er meningen, at eleverne læser bøger og snakker om bøgerne med andre elever på nettet. Hvis de læser tilstrækkeligt mange bøger, kan de få et diplom. Jeg synes, at børnene ser alt for meget fjernsyn og spiller alt for mange computerspil, og derfor er jeg så glad for, at de læser bøger, altså rigtige bøger med omslag, sider og det hele.  

Blandt de bøger, elverne lånte, var der mange bøger, som jeg havde læst, da jeg gik i skole. Mest glad blev jeg, da en pige kom til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med at finde en bog, der på finsk hedder Fedja-setä, kissa ja koira. Den bog er én af mine yndlingsbøger. Bogen er skrevet af den russiske forfatter Eduard Uspenski i 1970’erne, og så vidt jeg ved, er bogen ikke blevet oversat til dansk, men fx på svensk hedder den Fjodor på rymmen. Bogen handler om en 7-årig dreng, der er meget selvstændig og flygter hjemmefra og bosætter sig i et hus med en kat og en hund, der kan tale. I bogen er der blevet gemt satiriske iagttagelser af det sovjetiske samfund, men det har jeg forstået først i voksenalderen. Da bogen blev læst højt for mig af min storebror, lagde jeg bare mærke til det nysgerrige postbud, traktoren, der spiser pølsesuppe og alliken, der stjæler alle ting, som er lavet af sølv.