Barndommens søde sager

Mens jeg har været i Danmark i et halvt år, har min yngste nevø lært flere nye ord. Ét af de ord, han hyppigst gentager, er pulla (= kage). Mon han bliver en lille sukkergris, ligesom mig. Da jeg var lille, kunne jeg ikke forstå begrebet ”lørdagsslik”, fordi vi spiste lørdagsslik næsten hver dag i min familie. Vores nabo var lidt bekymret over mine kostvaner og sagde til mig en gang, at salat smager lige så godt som slik. Yeah right! Den samme nabo kan stadig huske, hvor glad jeg var for deres kiksedåse med forskellige slags kiks. Da min brors kæreste, nuværende kone, lærte mig at kende, sagde hun, at hun aldrig havde mødt nogen, der kan spise så meget slik og kage som mig. Ikke engang tandlægens bor kunne stoppe mig! Men det var altså vores forældre, især min far, der også var tossede med søde sager, så det var helt acceptabelt med lidt guf hver dag. Det lyder måske som en barndom uden grænser, men bortset fra friheden til at spise masser af slik og kage, var der disciplin i familien.

Jeg var på besøg hos mine forældre i weekenden og kikkede på gamle familiebilleder. Jeg fandt blandt andet et billede, hvor vi er på sommerferie på Åland:



Jeg kan næppe holde balancen, men har været ude at plyndre. Bytte: storebrors slik



Familiebillederne fik mig til at tænke på den ultimative kageoplevelse i min barndom: Besøg hos bedsteforældrene. Hver weekend besøgte vi farmor og farfar, og farmor havde kaffebordet fyldt med kiks og kage. Især kan jeg huske det fad, farmor havde lagt kiks på, under kiksene, på bunden af fadet, var der altid en serviet. Når vi rejste hjem, fik vi kiksene, som var pakket ind i servietten og lagt i en plastpose, med hjem. Den pose kaldte vi for ”farmors nødhjælpspose” (fin. mummun avustuspussi). Min yndlingskiks hos farmor var Domino-kiks (lidt som Oreos) med myntefyld. Kiksene har forskellige mønstre på, og jeg skulle altid have en kiks med et rundt mønster, den kiks kaldte jeg for ”den runde kiks”, som om de andre kiks ikke var runde... Men den skulle jeg altid have, de andre mønstre duede ikke. Min mor blev sur, da jeg rørte ved alle kiksene på fadet for at finde den runde, og jeg blev sur, hvis jeg ikke fik den. Det er blevet en inside-joke i min familie, at hvis der er nogen, der får den runde kiks, bliver jeg spurgt, om jeg vil have den, eller om den anden må spise den selv.

Jeg har arvet farmors kiksefad (hvilken overraskelse!) og vedligeholder traditionen med kiks og servietten på bunden af fadet. Læg mærke til den runde Domino-kiks.