Tolk

Jeg hedder Riikker. Jeg er tolk. Jeg prøver at tolke alt, som bliver sagt, uden at tilføje eller fjerne noget. Jeg er upartisk og har tavshedspligt. Jeg tolker i jeg-form. Det er et mantra, som tolken skal kunne uden ad og som tolken skal sige, inden tolken begynder at tolke. Det bliver dog ikke mit mantra.

Jeg har deltaget tre tolkekurser i løbet af de sidste tre måneder og har lært dit og dat om at være tolk. Jeg synes bare ikke, at det er noget for mig. For det første skal tolken være usynlig og gemme sin personlighed væk. Tolken skal bare gentage noget, den anden siger. Ifølge vores lærer må tolken heller ikke smalltalke med kunderne før eller efter den officielle tolkning. Det passer jo ikke til mig, der altid bliver så glad for at møde fx danskere og at få mulighed for at tale dansk med dem.

For det andet arbejder tolken oftest som freelancetolk og har meget uregelmæssige indkomster.

For det tredje skal tolken være heltvildtsupermegadygtig til de sprog, man tolker til og fra. Jeg nyder normalt at udtrykke mig på fremmede sprog, men det gør jeg ikke så meget, hvis jeg lige præcis skal bruge de ord, som nogen anden har valgt for mig. På tolkekursene har vi oftest øvet os ved at holde taler på finsk og ved at gentage talerne på finsk. Denne øvelse handler om at blive bedre til at huske ting uden ad: Vi må altså ikke lave noter om taler, der varer under 2 minutter. Et par gange har vi også siddet i rigtige tolkebokse i Forsthuset og tolket til fremmede sprog. Jeg har tolket til dansk, hvilket ikke altid har været så nemt, fordi jeg ikke har kunnet slå ord op, og emnet har fx været økonomisk krise i Grækenland eller fedtlever.

Men jeg synes ikke, at de sidste tre måneder af mit liv er gået til spilde, fordi jeg har lært alt muligt nyttigt om tolkning og oversættelse og om alt muligt andet fra Barbiedukker til Lissabontraktaten. Og det har været sjovt at sidde i tolkeboksen og lege at man er en rigtig konferancetolk.

Tolkeboks med udstyr fra Danish Interpretation Systems - selvfølgelig