søndag den 13. november 2011

T.T.T.

En gang imellem savner jeg den lejlighed, hvor jeg boede i Aarhus i foråret. Udsigten over Aarhus C var fantastisk, min udlejer havde mange fine ting fra kopper til møbler, og lejligheden lå så centralt, at jeg altid kunne gå hjem. Én af de ting, jeg i de sidste dage har savnet fra lejligheden, er et lille billede, som min udlejer havde hængt op på væggen ved siden af sengen. På billedet var der en tegning og et citat af Piet Hein: ”Husk de tre: T. T. T.! Slid, men vid: Ting Tar Tid!” Det billede så jeg hver morgen, da jeg vågnede, og det var godt at blive påmindet om, at man skal være tålmodig. Det har jeg nemlig lidt svært ved indimellem, specielt, når jeg skal lære eller opnå noget.  

I dag blev jeg påmindet om en lidt sjov historie fra den gang, jeg var cirka 5 år gammel og allerede utålmodig – men den gang var det altså slet ikke sjovt! Det var sommer, jeg var ombord på et lille skib i Ålands skærgård med min familie og ville lære at binde snørebånd. Hele den én times sejltur sad jeg på dækket og snøftede og forsøgte at binde de pokkers snørebånd. Jeg kan godt forestille mig, at de andre passagerer har haft sympati – ikke for mig, men mine stakkels forældre, som skulle holde sådan et barn ud. Men da skibet sejlede ind i havnen, kunne jeg binde mine snørebånd!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar