Bogen

Jeg har læst to romaner af Helle Helle: Rødby-Puttgarden (2005) og Dette burde skrives i nutid (2011). Den sidstnævnte læste jeg i denne uge. Når man har læst to bøger af samme forfatter, synes jeg, at man kan sige, om man kan lide forfatteren eller ej – jeg kan rigtig godt lide Helle Helle. Dette burde skrives i nutid handler om en ung kvinde, Dorte Hansen, som skriver sangtekster til festsange, har flere mænd i sit liv i løbet af kort tid og lader som om hun læser ved KUA, selv om hun i virkeligheden tager til København for at vandre langs Strøgets sidegader og for at drikke kaffe. Dorte kan ikke få balance i sit liv. Hun flytter frem og tilbage på Sjælland på den samme måde som hun hopper på og af toget og bussen. Toge, togstationenerne, stoppestederne og en DSB-medarbejder spiller en væsentlig rolle i bogen, og man kan oven i købet finde en sjov, lille detalje på bogens omslag: I titlen er der blevet placeret DSB’s vingehjul som prikken over i’et. Det lyder måske ikke som den mest spændende roman, men jeg synes, at den er god og jeg blev suget ind i historien, som er fyldt med geniale dialoger og herlige detaljer.  

Der er også noget ved Helle Helles sprog. På den ene side er sproget ret enkelt, men på den anden side er det så rigt. Jeg bliver nødt til at læse Helle Helles bøger med en blyant og min lille grønne blok i nærheden. I blokken skriver jeg alle de danske ord og udtryk ned, som jeg ikke kan bruge endnu. Denne gang skrev jeg ned for eksempel: godstog, at smække sig ude og at vende vrangen ud på sine cowboybukser.  

Det, som jeg måske allermest kan lide ved de to romaner, jeg har læst af Helle Helle, er, at handlingerne i dem ikke finder sted i 2000-tallet, men i slutningen af 1900-tallet. Jeg forbinder noget nostalgisk med tiden før 2000-tallet. Jeg kan godt lide, at en fyr i romanen hører walkman, at folk ikke har mobiltelefoner, men at de i stedet for ringer fra en telefonboks, og at hovedpersonen bliver inviteret til middag per postkort. Nu må jeg altså indrømme noget, jeg længe har tænkt mig at fortælle jer, mine kære læsere: Jeg holder ikke af den nye teknologi! Jeg hader iPads, iPods og at være så afhængig af Facebook. Alt behøver ikke at være så helvedes avanceret! Jeg vil gerne læse mine aviser og bøger som papirversioner og få lidt sorte fingerspidse af avisen og opleve den dejlige duft på helt nye og gamle bøger. Jeg klarer mig godt med at sidde i bussen i mine egne tanker uden at høre musik, men tit er der faktisk nogen anden, der sidder ved siden af mig og hører musik så højt, at jeg alligevel bliver ”underholdt” af heavymetal. Desværre tror jeg ikke, at der er så meget at gøre ved Facebook, det er nemlig så nemt at holde kontakt med vennerne herhjemme og i udlandet på FB.

Og hvilken flot farve omslaget har!